DR Musikariet

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

5 Minutter

450 børn giver koncert med DR Symfoniorkestret

Juni 2023.

© Flemming Bo

Fortællinger

Folkeskoleelever fra seks kommuner på Fyn og Sjælland får en oplevelse af de helt store, når de tirsdag den 6. juni indtager scenen i DR Koncerthuset side om side med DR Symfoniorkestrets professionelle musikere.

Der bliver fuldt hus på scenen i DR Koncerthuset i næste uge, når godt 450 skolebørn fra Fyn og Sjælland indtager Koncertsalen sammen med 70 professionelle musikere fra DR Symfoniorkestret.

I alt vil over 500 instrumenter som violiner, trompeter og klarinetter være med på scenen – og det samme vil tv-værten Jannik Schow fra DR Ultra og dirigenten Jesper Juul, som holder sammen på det kæmpestore orkester.

Koncerten er en del af projektet OrkesterMester, som siden 2018 har skabt skoleorkestre på folkeskoler i hele landet. Eleverne, der går i 2. til 5. klasse, har haft ’orkester’ på skoleskemaet og fået mulighed for lære at spille på et orkesterinstrument sammen med deres klassekammerater.

Efter mange timer i øvelokalet med undervisere fra både folkeskolen og musik- og kulturskolerne, er eleverne nu klar til at møde hinanden til den afsluttende workshop og koncert i DR Koncerthuset, hvor de får selskab af DR Symfoniorkestrets professionelle musikere.

© Flemming Bo

Musikalsk fællesskab for alle

For Danske Musik- og Kulturskoler, som er organisationen bag OrkesterMester, er det afgørende at så mange børn som muligt får mulighed for at opleve det fællesskab, som kan opstå, når man spiller i orkester sammen.

- Orkestermusik bør være noget alle børn får mulighed for at stifte bekendtskab med. Ideen bag OrkesterMester er at lukke mange flere børn ind i musikkens verden og fællesskab gennem oplevelsen af selv at kunne udtrykke sig på et instrument og i samspil med andre, siger Maja Joss-Børch, som er projektleder for OrkesterMester.

I DR Koncerthuset ser man frem til at modtage de mange børn, som for de flestes vedkommende aldrig før har før har været i huset.

Lederen af DR Musikariet, Agnete Skibsted, siger:

- Vi glæder os enormt til at fylde alle DR Koncerthusets studier med børn, som for de flestes vedkommende er helt nye i musikkens verden. Det er en hjertesag for os og for DRSymfoniorkestrets musikere at lukke børnene ind i orkestermusikkens særlige univers, hvor lyden af de enkelte instrumenter smelter sammen til noget meget større.

Om OrkesterMester

OrkesterMester er et landsdækkende projekt, som opdyrker skoleorkestre på folkeskoler, som ikke i forvejen har et orkester. Hele klassen er sammen om at spille, og undervisningen foregår i skoletiden.

OrkesterMester løfter musikundervisningen via det samarbejde, som musikskolelærerne og folkeskolelærerne har ude i klasserne. Lærerne bliver klædt på til at varetage instrumentalundervisning, hvilket har særlig betydning i kraft af den aktuelle mangel på musikundervisere i hele landet.

OrkesterMesterFesterne sætter fokus på kunstens deltagelses-, dannelses- og fællesskabsmuligheder for alle børn, når folkeskole, kommunale kulturinstitutioner og regionale koncerthuse samarbejder.

Projektet er et samarbejde mellem Danske Musik- og Kulturskoler, kommuner og folkeskoler. Det startede i 2018 med en bevilling fra Nordea-fonden på 3,4 millioner kroner. Med midler fra den nye Musikhandlingsplan 2024-26 har Kulturministeriet netop bevilget 10 millioner kroner til at fortsætte projektet.