Fortællinger

Backstage

4 Minutter

Kira Skov: "Ingen har jo matchet hende hverken før eller siden"

Billie Holidays sange fortolkes i DR Koncertsalen.

Kira Skov synger foran blå baggrund til koncert.

Som 13-årig fandt Kira Skov en livslang musikalsk følgesvend i en kasse med gamle plader i Rødovre Centrum. Nu giver hun Billie Holidays klassikere nyt liv i DR Koncerthuset.

Som jazzvokalist var hun blandt de største, verden har hørt. Hendes indflydelse var – og er stadig den dag i dag – enorm. Men få mennesker husker deres første møde med Lady Day så godt som Kira Skov.

"Jeg stod i Rødovre Centrum og bladrede igennem en kasse med gamle vinyler," husker hun.

Selvom hun bare var 13 år på det tidspunkt, var hun allerede meget optaget af musik og flittig gæst i Fona. Men denne dag var der noget, der var anderledes.

Pludselig så hun et albumcover, der fik hende til at stoppe op. På coveret stod en smuk kvinde med en blomst i håret. Hun vidste ikke, hvad det var, men der var bare noget særligt ved kvinden på billedet. Noget mytisk.

Den unge Kira Skov havde svært ved at slippe albummet igen, så hun købte pladen – et opsamlingsalbum med Billie Holidays tidlige indspilninger. Og uden hun vidste det, kom hun hjem med det, der skulle blive hendes ungdoms lydtapet og en livslang musikalsk følgesvend.

Det var Billie Holidays enorme talent for at behandle sangenes dystre og melankolske emner med en nærmest vægtløs stemme, der slog benene væk under Rødovrepigen.

"Det var det første, jeg satte på om morgenen, og det sidste jeg satte på, når jeg skulle falde i søvn om aftenen," fortæller Kira Skov, der tydeligt husker, hvordan nålen på pladespilleren slog fra af sig selv, når pladen var slut.

Kærligheden til Billie Holidays musik fulgte Kira Skov langt ind i voksenlivet, og i 2011 blev den fysisk forankret i albummet 'Memories Of Days Gone By'. Men albummet blev ikke et punktum, snarere en katalysator.

"Det blev ved med at have et liv. Jeg blev spurgt igen og igen, om jeg ville genopføre koncerterne, så nu har jeg så sat et helt særligt hold sammen, fortæller Kira Skov," der i DR Koncerthuset har allieret sig med Nordic String Quartet og Spacelab.

Både strygekvartetten og jazztrioen har hun arbejdet sammen med før, men aldrig samtidig.

"Jeg synes bare, det her møde kunne være særligt og give musikken nogle nye klange og – også for mig – give det et nyt liv".

YouTube video thumbnail

Med Billie gennem livet

"Det var det første, jeg satte på om morgenen, og det sidste jeg satte på, når jeg skulle sove om aftenen," fortæller Kira Skov om Billie Holidays musik.

Prøver ikke at lyde som Billie Holiday

Når Kira Skov fortolker de udødelige klassikere, så er det med fuld bevidsthed om, at hun ikke er i stand til at gøre legenden kunsten efter.

"Jeg prøver selvfølgelig ikke at synge som Billie Holiday, for det vil være umuligt. Men jeg føler, jeg hylder hende, og det er min kærlighed til hende, som er drivkraften i det her projekt," siger Kira Skov.

"Hun er jo et ikon. Ingen har jo matchet hende hverken før eller siden".

Men selvom Kira Skov ikke kan lyde som sit idol, så er der alligevel noget af den samme lethed at spore i den danske sangers fortolkninger. Siden hendes første optrædener med Billie Holidays sange til Copenhagen Jazz Festival for mere end 10 år siden er både anmeldere og publikum gået begejstret fra koncerterne.

For Kira Skov er det en helt særlig evne hos idolet, der gør Billie Holiday til noget helt specielt.

"Der er ikke så mange dikkedarer. Det er ikke sådan, at hun skal vise alt muligt. Hun er vildt god til bare at komme ind til kernen af fortællingen," forklarer Kira Skov.

Det kan opleves, når hun med Nordic String Quartet og Spacelab give deres hyldestkoncert til Billie Holiday i DR Koncerthuset 20. og 21. juli 2021.