Nikolaj Nørlund: "Skønhed er ikke perfekt"
December 2021.
Det må godt stikke ud, knække og krakelere lidt. Nikolaj Nørlund har altid været fascineret af det uperfekte og asymmetriske. 28. december inviterer han til 'En Aften i Paradis', hvor han både har stort orkester og gæster med.
"Man har en tendens til, at tingene skal være lige," fortæller Nikolaj Nørlund.
Han står midt i Koncertsalen – eller så tæt man nu kan komme til det. Koncertsalen er nemlig så asymmetrisk, at det kan være svært at vide, præcis hvor midten er.
"Også i musik, fortsætter han. "Der vil man gerne have 2 og så 4 og så 2 og så 4. Jeg holder meget af at sige, at den her kun er til 3, og herovre skal vi kun have 1".
Hans blik zoner lidt ud, som om han visualiserer Koncertsalens stoleopsætning som en musikalsk komposition. Men pludselig finder øjnene igen fokus, og det skarpe blink vender tilbage.
"Skønhed er ikke, når noget er symmetrisk og perfekt. Det er ikke, når det er det samme i hver side. Skønhed er netop, når tingene knækker lidt engang imellem og går lidt i stykker".
Det er en asymmetrisk og uperfekt skønhed, som var tilstede, da Nikolaj Nørlund for 25 år siden udgav sin solodebut, 'Navnløs' – hvorpå han fortolker Michael Strunges poesi – og som nu har fundet vej ind på hans senereste udgivelse 'Hverdag i Paradis'. Og i den forbindelse gæster han 28. december DR Koncerthuset med koncerten 'En Aften i Paradis'.
Huset fuld af gæster
"Vi kommer til at tage udgangspunkt i 'Hverdag i Paradis', men nu har jeg jo skrevet en masse sange gennem tiden, som også bliver en del af aftenen", siger Nikolaj Nørlund, der har foruden et stort orkester har inviteret Jonas Bjerre fra Mew, Bisse og Oh Land med på scenen.
"Nogle af sangene synger de selv, og andre synger vi sammen. Så må vi se, hvad der sker, men vi river og flår i hvert fald i materialet", slutter han med et lumsk smil på læben.
Der er med andre ord lagt op til en helt unik aften i det uperfekte paradis, som Nikolaj Nørlunds lyriske univers er.
"Skønhed er, når tingene knækker lidt"
Mød Nikolaj Nørlund før hans koncert i Koncertsalen.