Ind i novembermørket: ”Det er sjældent, jeg er tvunget til at forholde mig sådan til mig selv”

Nøgne træer, kolde kinder og dage, der starter og slutter i samme mørke tone. Vi er netop trådt ind i vintertid og årets mest melankolske måned, der gennem tiden har haft ualmindeligt hårde vilkår i både vejrudsigten, litteraturen og i musikken.

”November er i sandhed mørkets måned / Når solen endelig kommer frem / ligner den en diktators smil,” skrev eksempelvis den danske digter Henrik Nordbrandt, som er kendt for at konstatere, at året har 16 måneder – og at november udgør fem af dem.

Også på Tom Waits tre minutter lange tristessesang ’November’ forstår man, at der er tale om en måned, der slet og ret skal overstås: ”November has tied me / To an old dead tree / Get word to April / To rescue me”. Og i ’Nu falmer skoven trindt om land’, forsikrer Grundtvig os om, at ”efter vinter kommer vår”, hvilket ikke bare er en banal konstatering af årets gang, men en reminder til vinterhjernen om, at livet nok skal vende tilbage.

Nej, november er ikke for nybegyndere. Det er dage, hvor vi vakler rundt i træthed og tungsind og lukker os lidt mere inde, derhjemme og i os selv. Men her på første dag af den mest udskældte måned har vi set lidt nærmere på, hvad mørket egentlig kan.

Vi var med, da DR Pigekoret en efterårsmandag i oktober sang årstiden ind med deres årlige mørkekoncert i Koncertsalen for at opleve, hvad der sker, når man sidder der sammen i buldermørke.

Hør optagelsen af koncerten her.

Musikken i fokus

”Den er god nok,” lyder det lidt afvæbnende fra korets dirigent Charlotte Rowan, der står mutters alene på scenen i Koncertsalen. ”Jeg er ikke Phillip Faber,” siger hun smilende med henvisning til korets tidligere dirigent, som hun overtog positionen fra i august.

Mørkekoncerterne er hendes debut med koret og resultatet af de seneste måneders arbejde. Og selvom det kan virke lidt mærkeligt at tage hul på samarbejdet med en koncert, hvor hun rent faktisk ikke står og dirigerer på scenen, så passer det sådan set den engelske kordirigent rigtig fint at starte sådan. For i mørket er det vigtigste i fokus: Musikken, teksterne og stemmerne, fortæller hun.

Og så forsvinder lyset. Ikke lidt, men fuldstændig.

I den store sal kan man ikke se meget andet end ansigter, der lyser op, når nogen sætter telefonen på lydløs. Men også de lyskilder ebber ud. Og der i mørket kan man kun ane, da de lange kjoler på strømpesokker bevæger sig næsten lydløst hen over gulvet, før den første dybe vejrtrækning sætter aftenen i gang.

Uden Charlotte Rowan ved roret er de 50 piger dybt afhængige af at kunne navigere ud fra de fælles åndedrag, som kan høres helt ned på de bagerste publikumsrækker. Og det er som om, at det sætter sig i hele salen som en sanselig påmindelse om at huske at trække vejret helt ned i maven.

Fra Grundtvig til Guldimund

DR Pigekorets repertoire spænder bredt over popbangere til moderne klassiske værker, og særligt stærkt står de med de danske sange. I mørket lytter vi til alt fra Grundtvig til Guldimund akkompagneret af DR Symfoniorkestrets soloharpenist Zachary Hatcher. Og når alle andre sanser er skåret fra, er det som om, at teksterne står skrevet i mørket foran os.

”Hjerterne vakle, når højt de banke / drages til fuglenes spor / Lyset dog sejrer, den mørke tanke / flygtende synker i jord.” Det ene øjeblik synger de Grundtvigs ord fra 1847, det andet er vi fremme i nutid med Asger Nordtop Pedersens hermanbangske tekstunivers. ”Det flår os i stykker / Sparker os når, vi ligger på alle fire / Og leder efter dem, vi plejede at være / Derinde et sted bag det kolde blik / Jeg ved, hvem du er, men jeg kender dig ik.”

Teksterne om eftertænksomhed, sorg, skyld og savn får alle ny betydning, når de bliver leveret af 50 unge kvinder i alderen 16-22 år. Og i mørket udgør sangene – skrevet af alt fra Carl Nielsen, Hildegard von Bingen og Bach til Ólafur Arnolds og Coldplay – en slags undersøgelse af kærlighedens mange ansigter. En gennemgående historie, som er bundet sammen af en lydfortælling skabt af P2-vært Minna Groos, der taler til os i mørket ind mellem sangene.

”Så hvem er du kærlighed? Dig, hvis stemme vibrerer igennem alt levende som en uhåndgribelig hånd i mørket og i dagens lysende kaos. Dig, der gør mennesker større, når du tager bo i dem – og bange og bitre, når du forsvinder (…) Nogen siger, at du findes overalt. I sjælens dyb, i træernes hvisken og i krigens rasen,” lyder det blandt andet.

I mørket kan man måske ikke se sidemanden. Men der er noget vildt over at sidde der sammen i 80 minutter med så mange andre mennesker. Med mobilen lydløs i lommen, lyden af anonyme host og snottede næser på rækkerne og øjnene fæstnet på absolut ingenting.

En tur ind i sindet

På vej ud af salen falder vi i snak med Hanne Lene, der sammen med sin mand har oplevet DR Pigekoret i mørke flere gange. I aften var hendes første gang alene. Og det er på én eller anden måde mindre intimiderende, når lyset er slukket, fortæller hun.

”Det er så fint og rørende at lytte til koret. I det hele taget. Men ikke mindst i mørke. Og det var faktisk ganske særligt at sidde der selv. Det synes jeg, man burde give sig selv. Vi plejer at lytte til koncerten igen derhjemme. Så tænder vi stearinlys, og så får man en helt anden oplevelse,” siger hun.  

Vi møder også mor Susanne og hendes to børn Lærke og Amalie, der senest hørte pigekoret i mørke for 10 år siden og har været spændt på at få den oplevelse igen.

”Man bliver nødt til at overgive sig til musikken, når der ikke er noget at se på. Og det er en ret speciel og intens oplevelse.”

Det samme siger vennerne Marie, Jeanette og Karl-Kristian, da vi fanger dem i foyeren, inden de forsvinder ud i efterårsmørket. De har netop oplevet deres første mørkekoncert, og tilbage står de med ord som ”meditativ”, ”højtidelig” og ”trance-agtig.”

”Sanserne bliver virkelig skærpet, så man bliver mere opmærksom på, hvad der sker omkring en – både hvad angår musikken og teksterne, men også folk i salen og inde i sig selv,” siger Jeannette.

Karl-Kristian nikker: ”Ja, det, at der ikke blev serveret noget visuelt, gav mig faktisk muligheden for at danne mig mine egne billeder. Det er sjældent, jeg er tvunget til at forholde mig sådan til mig selv.” 

Så måske skal vi ikke være så bange for mørket. Måske kan vi bruge årets mest melankolske måned til at mærke lidt bedre efter. Til at lytte til os selv og hinanden. Og lige pludselig er lyset tændt igen.