Fortællinger

DR Symfoniorkestret

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

4 Minutter

Prisfest i London: DR Symfoniorkestret modtager to Gramophone Awards

Ved overrækkelsen i London var det 1. koncertmester Soo-Jin Hong og 1. soloklarinettist Johnny Teyssier, der modtog priserne på vegne af DR Symfoniorkestret.

DR Symfoniorkestrets udgivelse af alle Carl Nielsens symfonier har vakt international genklang, og det gjorde de også, da det førende internationale musiktidsskrift Gramophone onsdag hædrede årets klassiske musikhøst.

Det var en af de helt store hædersbevisninger i musikverdenen, som DR Symfoniorkestret onsdag aften fik overrakt i De Vere Grand Connaught Rooms i London.

Foran nominerede som Berliner Filharmonikerne, Sinfonia of London og Utah Symphony Orchestra sikrede DR Symfoniorkestret sig den prestigefyldte Gramophone Classical Music Award for ’Album of The Year’ – ’Årets Album’ - i orkesterkategorien.

Men ikke nok med det. Da juryen gjorde det samlede regnebræt op, blev DR Symfoniorkestret også kåret som ’Årets Album’ samlet set og i alle kategorier.

Gramophone Classical Music Awards regnes ofte som den klassiske verdens svar på Oscar-uddelingen og på niveau med Grammy-uddelingen. Priserne bliver uddelt af kritikerne på det førende internationale musiktidsskrift Gramophone, der tilmed i år har skrevet om klassisk musik og anmeldt klassiske værker i præcis 100 år.

Carl Nielsen bliver belønnet

Det var helt præcist DR Symfoniorkestret og chefdirigent Fabio Luisis album med Carl Nielsens 4. og 5. symfoni – udgivet på Deutsche Grammophon – som blev prisbelønnet. Orkestret har i løbet af det seneste år udgivet alle Carl Nielsens symfonier, og helt generelt har kritikerne på Gramophone været hvert af DR Symfoniorkestrets tre symfoni-albummer venligt stemt. De har nemlig alle undervejs været udvalgt som ’Editor’s Choice’ på det velrenommerede musiktidsskrift.

Prisen for årets bedste klassiske orkesteralbum og prisen for ’Årets Album’ generelt kommer efter et år, hvor DR Symfoniorkestret og chefdirigent Fabio Luisi har modtaget en række internationale udmærkelser og anmelderroser for deres indspilning af Carl Nielsens samlede symfonier.

Flere medier har kaldt udgivelserne for ’den bedste indspilning nogensinde’ af Carl Nielsens symfonier, og både DR’s P2 og en række udenlandske radiostationer har haft Carl Nielsen-indspilningen som ugens eller månedens album. Senest har BBC Music Magazine udvalgt det sidste Nielsen-album som månedens album i det nye nummer af magasinet, som udkom tirsdag.

I tidsskriftet Gramophone er forholdet mellem DR Symfoniorkestret og chefdirigent Fabio Luisi også kaldt "det perfekte partnerskab", og det er for øvrigt første gang, at et dansk orkester har udsendt en komplet serie på det legendariske pladeselskab med det kendte gule logo.

 

Lyt til den prisvindende udgivelse her:

Nielsens musik i blodet

Chefen for DR Koncerthuset, Den Levende Musik og P2, Kim Bohr, siger, at det er utroligt glædeligt at se, at orkestrets Nielsen-indspilning har vakt så stor international genklang.

"For orkestret er det på én gang en bekræftelse af, at vi virkelig har Nielsens musik i blodet, og et bevis på, at vores samarbejde med Fabio Luisi har givet orkestret, dansk musik og DR Koncerthuset et bredere internationalt vingefang end nogensinde før. Vi glæder os meget til de mange spændende nye, fælles projekter, som allerede er i fuld gang," siger han.

Udgivelserne med Carl Nielsens symfonier er sket i et år, hvor DR også har haft en omfattende hyldest til Carl Nielsen med mere end 10 live-koncerter i DR Koncerthuset og godt 50 timers radio og TV, som til sammen har kastet nyt lys på den store danske komponist. Carl Nielsen nåede faktisk selv at dirigere DR Symfoniorkestret tilbage i 1920’erne.

DR Symfoniorkestret var også nomineret i kategorien ’Orchestra of The Year’, der som den eneste blev afgjort ved en brugerafstemning. Den pris fik DR Symfoniorkestret imidlertid ikke.

Ved overrækkelsen i London var det 1. koncertmester Soo-Jin Hong og 1. soloklarinettist Johnny Teyssier, der modtog priserne på vegne af DR Symfoniorkestret.