Ung amerikansk multikunstner besøger DR Big Band
29-årige Veronica Swift er den nye stjerne på den amerikanske jazzhimmel, og i slutningen af oktober kan hun opleves i et musikalsk brag af jazz, funk og rock med DR Big Band.
Der skal meget til at bryde lydmuren som jazzsangerinde i dag. Men at toppe jazzlisterne med tre album i eget navn, modtage talrige priser og selv stå for at komponere, dirigere og arrangere sin musik – alt sammen inden man fylder 30 år – må siges at være helt ekstraordinært.
Den unge amerikanske jazzkomet Veronica Swift har som kun 29-årig nået mere, end de fleste tør drømme om. Og nu kommer hun for første gang til Danmark for at møde DR Big Band på scenerne i DR Koncerthuset og Musikhuset i Aarhus den 28. og 29. oktober.
Veronica Swift møder DR Big Band
Søndag 29. oktober kl. 19.30 - Musikhuset Aarhus
Koncerten sendes på P8 Jazz.
Musikalsk superkapacitet
Veronica Swift er en af den nye generations musikalske superkapaciteter, der ikke er til at komme uden om. Hun er lige suveræn som sanger, dirigent, arrangør og sangskriver, og hun spreder sig over vidt forskellige musikalske genrer, udtryk og formater.
Hun har turneret med ikoner som Wynton Marsalis og Chris Botti og været fast navn på Jazz, at Lincoln Center og det historiske jazzvenue Birdland i New York. Hendes seneste album scorede topkarakter i DownBeat Magazine og løb med prisen som 'Best vocal album' ved L’academie du jazz i 2021.
Vild med bigband
Nu har Veronica Swift kastet sin kærlighed på det store, brede bigband-format, og i den anledning kommer hun for første gang til DR Koncerthuset. Her møder hun DR Big Band i Koncertsalen til en stærk tour-de-force gennem sit spritnye album ’Veronica Swift’, hvor rock, funk, soul og jazz mødes i Swifts egne, nye arrangementer og kompositioner.
Ud over de nye numre kan man opleve Veronica Swift i ny-arrangerede jazzklassikere fra The American Songbook og mesterlig funk af for eksempel Nine Inch Nails, som viser hendes enorme vokale spændvidde.