Kontratenor ved et tilfælde

Om at finde sin stemme

Morten Grove Frandsen sidder under en imponerende stuk i sin lejlighed, hvor han bor sammen med sin kæreste. Stukhovederne kigger ned fra loftet på to veloursofaer. En i mørk lilla, og en i grøn, godt siddet til af gæster i et hjem, der emmer af liv. Langs væggene står bøger i bogreoler, og i midten af stuen, et rundt marmorbord.

”Jeg kan godt lide at ligge ned”, konstaterer han med et ironisk smil og hentyder til de flade puder i sofaerne. Han går mellem køkkenet og stuen på hjemmestrikkede strømpefødder iført en blød sweater. Da kaffen er klar, sætter han sig ned og begynder at fortælle om sin opvækst fyldt med musik.

”Når vi kørte på tur med min familie, var bilen altid fyldt med Beatles’ harmonier. Jeg sang hovedstemmen, og min familie lagde sig med største naturlighed rundt om min stemme”.

Hans mor, Kirsten Grove, er i de år medlem af DR Vokalensemblet, og hans far, John Frandsen, er komponist, så musik er mere reglen end undtagelsen i hjemmet i Farum, nord for København. Faktisk så meget at Morten når at blive ret gammel, før det går op for ham, at andre familier ikke nødvendigvis synger i bilen, eller har et klaver i stuen.

”For mig var sang noget af det mest naturlige. Jeg var ofte med til min mors koncerter, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at nogen voksede op uden sang eller instrumenter”, fortæller han mens han sidder henslængt i stolen.

Selvom begge hans forældre arbejder professionelt med faget, går Morten i skoler uden særlig fokus på musikundervisning. Det er først, da han får sin første sangtime, at noget begynder at røre sig i ham.

”I mine unge år var jeg overbevist om, at jeg skulle være popsanger. I protest mod mine forældre naturligvis. Men da jeg er til min første klassiske sangtime, slår det fuldstændig benene væk under mig”.

Popsangerdrømmene bliver begravet, og den unge sanger begynder på musikkonservatoriets forberedende uddannelse, MGK.

”Jeg kan pludselig se retningen tydeligt. Vejen er lagt, fordi jeg kan se målet”.

Kaffen står urørt på bordet, mens han ubesværet fortæller videre om konservatoriet, der bliver hans nye hjem i de kommende år og stemmetypen, der ikke var givet på forhånd.

Først træder en baryton tydeligt frem fyldt med skønhed og klang. Men noget er ikke helt, som det skal være. Hans stemme har også sine begrænsninger, og han er hele tiden bange for, at den knækker i bestemte registre. Men en dag går han til audition på en opera.

”Jeg søger rollen som sanger på Aarhus Sommeropera. En skizofren rolle, der hele tiden skifter mellem baryton og kontratenor. Min far har skrevet operaen og ved, at jeg kan synge begge partier”.

Stemmepartierne tager han med til sin sanglærer på konservatoriet, der får sig noget af en overraskelse, da hun for første gang hører ham bryde ud i den lyse alt.

”Hun var fuldstændig klar i spyttet, og slet ikke i tvivl. Min nye stemme var født. Jeg gik i panik. Hvad så med alle de år, jeg havde trænet som baryton og sunget al den musik jeg elskede?”

Det tog ikke meget mere end et døgn for den nyudsprungne kontratenor at vænne sig til tanken.

”Det gik op for mig, at jeg altid havde haft svært ved at identificere mig med karaktererne som barytonsanger. Enten var det den gode ven, skurken eller helten. Manderoller på den, for mig, ufede måde. Jeg ville meget hellere synge overraskende roller, og bryde med normen i andre henseender”.

Tidens tendenser

Jeg møder ham i marts 2024, dagen før premieren på Händels Saul i Barrie Koskys prisbelønnede opsætning på Operaen i København med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen. Hvor Morten Grove Frandsen spiller den ”temmelig prinsede David”, som han selv kalder ham. Han har ondt i lænden. Scenen hælder 40 grader og er noget af en udfordring.

”At optræde er min form for ekstremsport. Det er mit adrenalin, mit drug, og nok derfor jeg ikke har noget behov for at hoppe ud fra en flyver”, konstaterer han tørt.

Men det er ikke givet på forhånd, at den i dag 36-årige kontratenor kommer til at få så mange roller, da han begynder sin karriere i 2012. 

Op gennem 1980´erne, og 90´erne er kontratenorens stemme nærmest uddød i Danmark. Mezzosopranerne synger kontratenorens partier, og den lyse stemme bliver af mange opfattet som en slags skraldespand for de sangere, der ikke magter at udvikle deres stemme i nogle af de andre stemmekategorier, fortæller han.

Men i 2002 sker der noget overraskende. Det er tidlig morgen foran Det Kongelige Teater. De folk, der passerer Kongens Nytorv på vej til arbejde, ser en stor bunke mennesker ligge ude foran billetsalget i færd med at vågne i deres soveposer. Grunden er nyopsætningen af Händels, Julius Cæcar med den internationale kontratenor, Andreas Scholl og Concerto Copenhagen (CoCo), dirigeret af barokguroen Lars Ulrik Mortensen. I de år har dirigenten sat en bølge i gang med tidlig musik spillet på originale instrumenter, og hver gang trækker det fulde huse til koncerterne.

”Jeg er ikke i tvivl om, at den opsætning af Julius Cæsar var med til at genintroducere kontratenoren i Danmark. Det har dannet grobund for en masse nye kompositioner til netop det stemmefag. Der er noget smukt i at se, hvordan en gammel barokopera og et etableret orkester vækker en gammel tradition til live og sætter gang i en ny bevægelse.”

Se klip her.

De outrerede roller

Der er sket meget siden 2002, hvor Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen vækker barokken til live. I mellemtiden er Morten Grove Frandsen blevet en garvet sanger og har et utal af prisbelønnet opsætninger bag sig. Rollen som David er temmelig flydende i sine seksuelle præferencer. Om han får Mikal, Jonatan eller Merab er sådan set lige meget.

”Det er vidunderligt at få lov at være med i en så flot opsætning som Saul; og med så fremragende et cast. I første omgang oplevede jeg David som mere prinset, end de roller jeg er vant til. Han skal komme ind og have redt hår og smile og blinke og være elsket. Men i arbejdet med rollen opdagede jeg mange flere facetter i David. Han er måske ikke outreret, men han har også en manipulerende og opportunistisk side”, konstaterer han begejstret.

”Tiden er med mig. Det er jo langt fra vildt i dag, at lege med flydende seksualitet og identitet. Det vilde i dag er nærmere at tage tøjet på, i stedet for at tage det af”, siger kontratenoren, der har spillet roller som selvmordsmanual i Louise Alenius opera, Manualen & De syv dødssynder, Don Juan i høje hæle, og den forrykte alfekonge, Oberon i En Skærsommernatsdrøm, samt soldaten Farnace i Mozarts tidlige opera, Mitradate.

Se klip her.

”Jeg synes ikke, at man skal bryde noget, hvis man ikke ved, hvad man bryder med. Glimmer og store kostumer i sig selv er ingenting, hvis historien ikke er funderet, og hænger sammen”.

For den eftertragtede sanger er det mere interessant, hvordan de gamle traditioner bliver genopdaget og bliver konceptuelle. Og den moderne brug af hans stemmetype, der er oppe i tiden.

”Der er heldigvis også plads til, at kontratenorer ikke laver outrerede roller. Det behøver ikke at være høje hæle, men kan også være kærligheden til barok. Og det spændende bevæger sig i det spænd, hvor friheden og kunsten vokser, og alle kan lave lige, hvad de har lyst til”, siger han.

Frihed og fremtid

Formiddagslyset er begyndt at falde ind i stuen og kaste skygger på det brede plankegulv.

”Det handler om at føle sig fri i stemmen, men også i kroppen”.

En frihed, der indtraf i hans stemme, det øjeblik han opdagede sin kontratenor.

”Jeg blev fra den ene dag til den anden et gladere menneske”, siger han.

Nu drømmer han bare om at nå til et sted, hvor individ og seksualitet er fuldstændig ligegyldige.

”Jeg elsker det outrerede, men det behøver ikke at knytte sig til det seksuelle, eller det identitetsmæssige. For mig er frihed, når alle stemmer er i spil, og jeg f.eks kan spille en selvmordsmanual”, slutter han med et lille skævt smil, inden døren går op ud til virkelighedens opera.