Skrevet af Astrid Louise Rasmussen

3 Minutter

CPH:DOX i Koncerthuset: “Det var som en magisk og smuk manifestation af kreativitet og gæstfrihed”

Under årets dokumentarfestival kan man i Studie 2 se premieren på filmen ‘Efterklang – The Makedonium Band’ og høre bandet i samspil med 25 makedonske musikere.

Foto: Søren Lynggaard

Fortællinger

En enkelt bas og en diffus drøm om at spille med lokale musikere foran det brutalistiske monument Makedonium. Meget andet havde Efterklang ikke med sig, da de i foråret sidste år drog til den nord-makedonske hovedstad Skopje med en spæd idé om at samle et band af lokale musikere og lokke lyden af landets farverige folkemusik med ind i Efterklang. 

Og før de vidste af det, havde trekløveren samlet et band med yderligere 25 musikere – herunder et 18 kvinder stærkt kor og de lokale maestros Stefje Stojkovski og Dejan Spasovic, der spiller på instrumenter, de færreste kender. En kreativ og kulturel sammensmeltning, der nogle dage senere kulminerede i en koncert foran den futuristiske bygning, der ligger som et andet sci-fi-rumskib i bjergbyen Kruševo. 

Med sig på turen havde de tre barndomsvenner – der har lavet musik sammen i mere end 20 år – dokumentarist Andreas Johnsen kendt fra film som ’Ai Weiwei: The Fake Case’, ’Kidd Life’ og ’Bugs’. 

Og 23. marts kan man komme med på rejsen og den noget atypiske kreative proces, når filmen ‘Efterklang – The Makedonium Band’ bliver vist i Studie 2 under årets CPH:DOX. Med sig bringer de bandet fra bjergene. Og sammen vil de spille såvel nye og gamle Efterklang-sange som lokale makedonske sange.

Se traileren for 'Efterklang: The Makedonium Band' af instruktør Andreas Johnsen.

Et sammensat CV

I filmen møder man Efterklang og deres hyper-energiske ven og guide, Grga, som trækker dem med ud af Skopje og sluser dem ind i den politiske top i en søgen på at blive klogere på balkan-landet og dets unikke folkemusik-tradition. 

Og det er langt fra første gang, at Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg har rystet posen for deres kreative virke. Gennem årene har de udforsket deres lyd og udtryk i samarbejde med et væld af forskellige artister og søgt at skabe fællesskaber gennem og med musikken. 

De har spillet mere end 750 koncerter verden over – på ikoniske scener som Elbphilharmonien, Operaen i København og Operahuset i Sydney og udgivet dokumentarerne ‘An Island’ og ‘The Ghost of Piramida’. De har drevet pladeselskabet Rumraket, der husede kunstnere som Grizzly Bear, amiina og Taxi Taxi!. Og de er medstiftere af internetradioen The Lake, der favner eksperimenterende musik og kunst. 

Og set i lyset af den historik er det måske ikke så mærkeligt, at de sidste år spillede en koncert med et band af makedonske musikere foran monumentet Makedonium, der de seneste 40 år har stået som symbol på den fri- og uafhængighed, landet tilkæmpede sig fra Det Osmanniske Rige i 1903. 

“Da vi spillede sammen første gang, føltes det som noget langt større end bare en koncert,” lyder det fra bandet. “Det var som en magisk og smuk manifestation af kreativitet og gæstfrihed. Det mindede os om, hvorfor vi elsker musik, og hvor samlende det kan være.” 

Dokumentaren vises 23. marts kl. 15 og 19.30 i Studie 2.