Komponist og musiker Astrid Sonne: »Der er noget ved stemmen, som instinktivt får os til at lytte efter«

Det var noget, hun lige skulle vænne sig til, da hun for 1,5 år siden flyttede til London – det der lidt lemfældige sammenstød mellem det polerede og det faldefærdige, mellem gamle victorianske bygninger og skyskrabere.

Men det er vokset på hende, fortæller Astrid Sonne, da vi bevæger os langs Themsen i den sydøstlige del af byen, hvor en halvrådden træmole møder en skyline af skinnende overflader.

”London er virkelig en by, hvor du får det hele hele tiden. Det smukke og det grimme. Det rige og det fattige. Det gamle og det nye. Man lever konstant i det her kaos af kontraster og med langt større diversitet, end jeg kender det hjemmefra. Og det har jeg fundet utrolig frisættende – både på et personligt, men også på et kreativt plan,” siger hun.

Og det er en fascination af kontraster, som også indfinder sig i den 29-årige komponist og musikers lydunivers. Hun kommer med klassisk musik i rygsækken, men arbejder i dag med elektroniske kompositioner. Og i sin musik udforsker og udfordrer hun mødet mellem lyde, stemninger og udtryksformer.

”Jeg har altid forsøgt at finde frem til et balancepunkt mellem forskellige musikalske moods i forsøget på at lande et sted, hvor musikken er i stand til at rumme det hele.”

I denne weekend er Astrid Sonne del af repertoiret til DR Pigekorets forårskoncerter, der på samme vis bevæger sig i kontrastfyldte landskaber, der hvor fortiden møder fremtiden, og hvor mørket møder lyset ved døren til en ny årstid. Vi har i den forbindelse mødt den unge komponist til en snak om værkerne, koret skal synge, om at gå fra én musikalsk verden til en anden og om at turde omfavne tvivlen – sådan i det hele taget.

Fra klassisk til kontemporær

Vi bevæger os gennem Greenwich Park, forbi hundeluftere og børn i skoleuniformer, til vi står med udkig over den tætpakkede by, der dag for dag føles mere som et hjem for Astrid Sonne, som ellers kommer langt fra den pulserende metropol med de endeløse muligheder.

Hun er født og opvokset på en gård på Bornholm, hvor hendes forældre dyrker juletræer. Og selvom familien ikke dyrkede musikken i udpræget grad, startede hun alligevel på den lokale musikskole som 6-årig. Og det blev vejen ind i den klassiske musik.

”Det var en lille skole, og jeg blev henvist til at vælge mellem blokfløjte og violin. Så jeg valgte violinen og spillede på den, til det blev lidt for seriøst,” siger hun og fortæller, at violinen derfor blev skiftet ud med bratschen, der ikke var omgærdet af samme konkurrence. Og med den under armen forlod hun som 16-årig øen for at forfølge drømmen om en konservatorieuddannelse – først på en musikefterskole, dernæst på MGK.

Men så ramte hun muren.

”Jeg havde svært ved at dyrke mit instrument på den måde, det var forventet. Hele det her snævre fokus på den slagne vej føltes fængslende. Og pludselig kunne jeg ikke længere se meningen med det. Så jeg droppede ud og lagde længe bratschen fra mig for at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg ville.”

I stedet begyndte hun at lege rundt med lyde i musikprogrammet Ableton. Og det åbnede en helt ny verden af soniske stisystemer.

”Den kontemporære verden har nogle helt andre spilleregler, ligesom elektronisk musik jo er en relativt ny skole, så jeg oplevede det meget åbent og frit. Det gav mig følelsen af, at jeg her kunne opfinde min egen metode til at skabe musik og finde frem til mit eget udtryk,” siger Astrid Sonne. 

Hun fortæller, at hun dengang arbejdede i en tøjbutik på Strøget, hvor hun i dagens døde timer lavede sine første skitser på computeren. Og med opbakning fra en ven, søgte hun optagelse og kom ind på komponistlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium.

At finde sin stemme

Siden da har Astrid Sonne skabt sit helt eget musikalske udtryk, der udforsker elektroniske lydflader i samspil med organiske instrumenter, og distinktionen mellem de to verdener eksisterer mindre og mindre, fortæller hun. I 2020 modtog hun komponistprisen ved årets Steppeulven. Og i januar udsendte hun sit tredje fuldlængdealbum, ’Great Doubt’, hvor hendes egen stemme for første gang er et dominerende element i musikken.

”Hvor jeg tidligere hovedsageligt har skrevet elektronisk instrumentalmusik og a cappella-arrangementer, har jeg denne gang med museskridt udforsket en sangskrivertradition, jeg ikke tidligere har beskæftiget mig med,” siger hun og fortæller, at hun tidligere har været lidt bange for den ”direkte kommunikation”, sangen indebærer.

Hun har altid haft et ønske om, at hendes musik ikke skulle trække noget ned over hovedet på folk, men at der skulle være så stor åbenhed, at man som lytter kunne relatere til den på sin egen måde. Så selvom hun har sunget i kor hele sit liv, føltes det sårbart.

For det tager tid at finde sin egen stemme, lyder det.

”Det har krævet en masse trial and error – hvordan lyder jeg som Mariah Carey, hvordan lyder jeg som Pavarotti, og hvordan lyder jeg, når jeg føler mig mest som mig selv? Og det, tror jeg, er en afsøgning, man kan blive ved med hele livet. Lige nu lyder min stemme sådan her – det er ikke sikkert, det er tilfældet om tre år” siger hun og smiler.

’Great Doubt’ har hun skrevet på et tidspunkt i sit liv med store ændringer – inde i hende selv som i hendes omgivelser. Og selvom tvivlen som tema ikke var intentionelt, viste det sig langsomt, da pladen begyndte at samle sig.

”Det seneste år er jeg nået frem til en form for accept af, at det er okay ikke altid at vide, hvad der skal ske, eller hvad man mener om ting,” siger Astrid Sonne, da vi bevæger os ud af parken og ned gennem rækker af små engelske rækkehuse.

”Jeg kan godt føle, at vi til tider har en forventning til hinanden om evigt at være skråsikre. Men tvivlen er så menneskelig. Den kan bruges til at åbne vores verden endnu mere op. Hvis vi altid er skråsikre, så lukker vi samtidig nogle døre for os selv og andre,” siger hun.

Komponisten er en mand … og sådan er det

Til forårskoncerterne står Sonnes korværker side om side med musik af pionerer som musikhistoriens første navngivne komponist, middelaldermystikeren Hildegard von Bingen, og Danmarks første elektronkomponist Else Marie Pade. Og det er klart et privilegium at blive præsenteret sammen med musikhistoriens kvindelige ”firstmovers”, lyder det.

”Jeg kan huske følelsen af ikke at have nogen at spejle mig i, da jeg begyndte at spille musik. I det klassiske miljø var der ikke nogen, der sagde: Hey, du kan også lave noget selv. Og det var nærmest indprentet, at komponisten er en mand, der har været død i 200 år, og sådan er det. Så det er fantastisk at se, når de her kvinders musik får et større og større efterliv,” siger hun og fortæller, at hun eksempelvis ikke vidste, at Else Marie Pade havde lavet kormusik.

”Hun var en firstmover på at lave abstrakt, elektronisk musik og så endda som kvinde. Hvis jeg gik rundt og fandt det svært at se forbilleder, hvordan har det så ikke været for hende?”

DR Pigekoret skal synge Sonnes første korværk ’Strong, Come, Slow’ (2018) – delt op som en slags interludes i det resterende repertoire – og værket ’How Far’ (2022), der kredser om forholdet mellem den ydre og den indre stemme. Og hun er mere end spændt på at høre værkerne fortolket af de 50 pigestemmer og dirigent Charlotte Rowan.

”Begge værker er skrevet ret utraditionelt uden hensyn til koralharmoniseringsregler. Men jeg håber, at det – selvom det måske træder lidt uden for forventningerne – stadig er noget, der resonerer med publikum. At det kan få folk til at føle et eller andet,” siger hun.  

Så snart vi hører stemmer, er vi automatisk meget mere opmærksomme, siger Astrid Sonne, da vi så småt er nået til interviewets ende. Og det er en kendsgerning, der til tider har frustreret hende i arbejdet med instrumentalmusik – den der grundmenneskelige tilknytning til stemmen. 

”Der er noget ved stemmen, der instinktivt får os til at lytte efter. Og der er intet som stemmer, der resonerer med hinanden i et rum. Det er følelsen af at skabe noget sammen. Og det er ret smukt.”

Pigekoret Forår sendes på P2 mandag 18. marts kl. 19.20.