Fortællinger

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

2 Minutter

Billedserie: DR Pigekoret på statsbesøg med kongeparret

Tirsdag den 7. maj satte DR Pigekoret musik til kongeparrets første statsbesøg i Stockholm, som satte fokus på på nordisk kultur, historie og samarbejde. Samtidig fik koret tid til at besøge et svensk musikgymnasium, hvor de mødte jævnaldrende svenske sangere.

En del af kongeparrets program under statsbesøget i Stockholm var et besøg på Nordiska Museet, hvor Kong Frederik var med til at plante et dansk Gråsten æbletræ foran museet. DR Pigekoret medvirkede i ceremonien, hvor de sang en dansk version af Evert Taubes Så skimrande var aldrig havet under åben himmel.

Det er ikke første gang, kongeparret hører DR Pigekoret synge. Koret medvirker ofte i officielle eller kongelige begivenheder, senest Prins Christians 18-års fødselsdag og åbningen af Folketinget i oktober, hvor medlemmer af kongefamilien også var til stede.

Det var den svenske Kong Carl XVI Gustaf, som havde inviteret det danske kongepar på deres første statsbesøg. Rejsen foregik med kongeskibet Dannebrog og varede to dage.

Mens det danske kongepar blev vist rundt på Nordiska Museet af den svenske kulturminister, sang DR Pigekoret for de øvrige inviterede gæster. Her var det bl.a. musik af Louise Alenius, Katrine Muff og en af DR Pigekorets egne sangere, den 19-årige Amanda Kluxen.

 

Inden besøget på Nordiska Museet i Stockholm nåede DR Pigekoret forbi deres svenske ’søsterkor’, Adolf Fredriks Flickkör, på musikgymnasiet Adolf Fredriks Musikklasser. Her fortæller DR Pigekorets dirigent Charlottte Rowan om koret og musikken.

Koncerten på musikgymnasiet sluttede med en sang, hvor de unge danske og svenske sangere sang sammen for de yngre skoleelever.

Fotos: Mikkel Suppras (c) DR