Luft under vingerne: DR Symfoniorkestret tager på 100-års jubilæumsturné
I januar 2025 tager DR Symfoniorkestret på to ugers jubilæumsturné til nogle af Europas førende koncertsale. Turnéen går bl.a. til Filharmonien i Berlin og Elbphilharmonie i Hamborg.
”Vi elsker at komme på turné. Det har altid været en kæmpe del af vores identitet i orkestret.”
Sådan siger DR Symfoniorkestrets fagottist og formand Dorte Bennike, som ved hvad hun taler om. Hun har været på over 50 koncertrejser med DR Symfoniorkestret, og nu ser hun frem til orkestrets jubilæumsturné i januar 2025.
”Det ligger dybt i os musikere, både enkeltvis og som orkester, at vi skal ud og spille i de store koncertsale. Og nu er der gået fem år siden sidst på grund af corona-nedlukningen. Så vi er virkelig klar til at komme af sted,” siger hun.
To af DR Symfoniorkestret øver på bagscenen inden en turnékoncert i Asien, 2019
I de seneste sæsoner har DR Symfoniorkestret oplevet stor international anerkendelse for bl.a. sine indspilninger for Deutsche Grammophon, som har modtaget nogle af musikverdenens fineste priser. Men ifølge Dorte Bennike er det især på turnéerne, at orkestret mærker den internationale succes på egen krop.
”Det løfter hele orkestret, når vi står på scenen i en af de berømte koncertsale og mærker stemningen og publikums begejstring. Det giver en enorm energi, og en bevidsthed om, at orkestret også kan brænde igennem på de store, udenlandske scener. Samtidig er vi med til at præsentere dansk musik i udlandet, for vi har altid musik af danske komponister med på vores turnéer,” siger hun.
DR Symfoniorkestret - Jubilæumsturné 2025
Stuttgart, Liederhalle 15. januar
Antwerpen, De Singel, 17, januar
Essen, Alfred Krupp Saal, 18. januar
Hamborg, Elbphilharmonie, 19. januar
München, Gasteig, 21. januar
Linz, Brucknerhaus 22. januar
Budapest, Müpa, 23. januar
Også chefdirigent Fabio Luisi, som står i spidsen for jubilæumsturnéen, mener, at det har en stor værdi for orkestret at turnere sammen:
”Det er vigtigt for DR Symfoniorkestret at markere sig internationalt og være med blandt de turnerende orkestre, som spiller i koncertsale verden over. Men samtidig er der en vigtig kunstnerisk dimension i at rejse på koncertturné, fordi vi virkelig får mulighed for at fordybe os i musikken sammen. For hver koncert får vi en dybere forståelse af værkerne og lytter mere og mere til hinanden. Det er noget, som virkelig udvikler orkestret kunstnerisk.”
Det er Dorte Bennike enig i, og hun tilføjer:
”Selvfølgelig er der også en menneskelig og social dimension i det at rejse sammen. Når vi er på turné, er vi sammen hele døgnet, og vi har alle sammen fuldt fokus på koncerterne. Det giver en stærk følelse af fællesskab, som helt sikkert også smitter af på musikken. Og der er ingen tvivl om, at vi vender hjem som et endnu bedre orkester.”
Den imponerende koncertsal Elbphilharmonie i Hamborg er med i DR Symfoniorkestrets turnéplan.