DR Pigekoret synger efterårskoncerter under jorden og i mørke
I september kan man lytte til DR Pigekorets stemmer under jorden i Cisternerne på Frederiksberg inden korets populære mørkekoncerter, som finder sted i DR Koncerthuset og Alsion i Sønderborg.
Lige siden DR Koncerthuset åbnede, har DR Pigekoret hvert år budt efterårsmørket velkommen med mørkekoncerter, hvor alt lys slukkes i den store Koncertsal. Her har publikum mulighed for at opleve musikken på en anderledes måde, og med årene er koncerterne blevet et af husets store tilløbsstykker.
I år finder koncerterne sted den 6. og 7. oktober, og for første gang slukkes lyset også i koncertsalen Alsion i Sønderborg, når koret kommer på besøg den 26. oktober. Samtidig kan DR Pigekoret opleves i stemningsfulde rammer allerede i september, hvor koret er med til at markere Cisternernes 10-års jubilæum som underjordisk kunsthal.
DR PIGEKORET I MØRKE – OG I CISTERNERNE
DR Pigekoret i mørke - 6. oktober kl. 16 og 7. oktober kl. 19.30 i DR Koncerthuset samt 26. oktober i Alsion (Sønderborg)
Medvirkende: DR Pigekoret, Charlotte Rowan, Jakob Weber (slagtøj) samt lydfortælling skabt af Bendikte Granvig
’DR Pigekoret i mørke’ sendes på P2 den 14. oktober
Jubilæumskoncerter under jorden
Som en stemningsfuld optakt til DR Pigekorets mørkekoncerter synger koret to særlige jubilæumskoncerter under jorden i Cisternerne på Frederiksberg.
Her vil korets godt 50 unge sangstemmer spille sammen med de underjordiske rum og en speciel lyssætning, som reflekteres i vandspejlet. Musikken kommer fra programmet til mørkekoncerterne og vil være særligt udvalgt til at passe ind i Cisternernes hele 17 sekunders efterklang, og kun et lille publikum har kunnet sikre sig plads til koncerterne, som blev udsolgt på blot 10 minutter.
En mulighed for fordybelse
Til oktober gælder det så de populære mørkekoncerter i Koncertsalen, som for mange koncertgængere er blevet en kærkommen mulighed for at fordybe sig i musikken og opleve korets stemmer ekstra intenst.
For de medvirkende på scenen har koncerten samtidig et element af spænding, fordi de ikke kan se hinanden i mørket. Det forklarer DR Pigekorets dirigent Charlotte Rowan, som sidste år debuterede som korets nye dirigent netop til mørkekoncerterne.
– Mørkekoncerterne er på en måde den ultimative test af samarbejdet mellem kor og dirigent. Min opgave er primært at forberede koret inden koncerterne, og de skal virkelig stole på hinanden, når ingen af os kan se noget, og jeg ikke dirigerer dem på scenen. Det kræver stor dedikation fra vores sangere, og jeg er ekstremt stolt af deres holdspil og engagement i denne særlig musikalsk bedrift, selv i mørket! Det er takket være deres teamwork og talent, at mørkekoncerterne er mulige, og jeg glæder mig meget til at dele den særlige oplevelse med koret og lyttere over hele landet for anden gang, siger Charlotte Rowan.
Også dette års gæstemusiker, DR Symfoniorkestrets solojanitshar Jakob Weber, er spændt på at skulle følge korstemmerne med sine hele 16 forskellige slagtøjsinstrumenter i den mørke sal:
– Jeg glæder mig enormt til at være i Koncertsalen omgivet af sangernes smukke stemmer, og tror at slagtøjets mange forskellige klangmuligheder vil være en stærk oplevelse for publikum sammen med korets særlige lyd, siger Jakob Weber.
Også i år bindes DR Pigekorets mørkekoncerter sammen af en lydfortælling, som denne gang er skabt af Benedikte Granvig fra DR P2 med afsæt i vores forhold til naturen og alt hvad den rummer af lyde, kraft og mystik. I øvrigt hemmeligholder koret programmet inden koncerten, for at publikum skal opleve musikken med et åbent sind.
Mørkekoncerter på turné
Efter godt 15 år med velbesøgte Mørkekoncerter i DR Koncerthuset har der de sidste par år været endnu flere danskere, der har fået mulighed for at opleve DR Pigekoret i mørke.
Koret har nemlig haft det populære koncept med på turné til både Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal i Odense og Musikkens Hus i Aalborg, og i år bliver det så kulturcentret Alsion i Sønderjylland, der slukker lyset i deres store koncertsal. Desuden kan musikelskere over hele landet slukke lyset og lytte med, når mørkekoncerten sendes på P2 i efterårsferien mandag aften den 14. oktober.
Cisternernes jubilæumsprogram er kurateret af Cisternernes musikalske Advisory Board bestående af komponist Louise Alenius og festivalchef for Strøm Frederik Birket-Smith.