Stjerner og striber live i DR Koncerthuset: DR sætter musik til den amerikanske valgkamp
Musik, højaktualitet og kendte værter mødes på scenen i DR Koncerthuset, når DR’s prisvindende podcast 'Stjerner og striber' stiller skarpt på amerikansk kultur midt i en ophedet valgkamp.
Tre kendte DR-korrespondenter. 80 musikere og sangere. Amerikanske gæstekunstnere. Og frem for alt: En højspændt valgkamp, som følges tæt i hele verdens medier.
Når DR’s prisvindende podcast 'Stjerner og striber' indtager scenen i DR Koncerthuset den 2. og 3. oktober sammen med musikere og sangere fra DR Symfoniorkestret, DR Big Band og DR Vokalensemblet, er der kun fem uger til det amerikanske præsidentvalg. Derfor kan publikum i salen forvente en aften fuld af spænding, aktualitet og masser af amerikansk musik.
I front på scenen er DR’s kendte internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, som sammen med kollegerne Lillian Gjerulf Kretz og Lasse Engelbrecht og et stort antal medvirkende tager publikum og seere med på et musikalsk roadtrip gennem amerikansk kultur og de største temaer i valgkampen.
Stéphanie Surrugue siger om koncerterne:
– Til 'Stjerner og striber – Live in concert' har vi sammen udvalgt musik, der afspejler vigtige temaer i den amerikanske valgkamp, og vi glæder os til at formidle amerikansk politik på en helt ny måde! Og ikke mindst glæder vi os til at samarbejde med musikere, sangere og solister i selskab med et live publikum, siger Stéphanie Surrugue.
Hun fortsætter:
– Det bliver vitterlig en helt særlig aften, hvor vi leverer storpolitiske analyser for fuld musik, og jeg tør faktisk godt love, at det bliver 'tremendous', som Donald Trump ville sige, siger Stéphanie Surrugue, der også lover, at hun stiller igennem live til Washington D.C. i løbet af aftenen.
STJERNER OG STRIBER – LIVE IN CONCERT
Medvirkende:
DR Symfoniorkestret, DR Big Band og DR Vokalensemblet
'Stjerner og striber'/værter: Stéphanie Surrugue, Lillian Gjerulf Kretz og Lasse Engelbrecht samt tilrettelægger Lasse Berg
Dirigent: Miho Hazama
Solister: Adeem The Artist, China Moses og Stine Hjelm
Aktuelle temaer og kunstnere
Når man taler om amerikansk kultur og den aktuelle valgkamp, er der masser af sprængfarlige emner og personligheder, der kan splitte befolkningen. Men der er også figurer og værdier, som samler og forbinder amerikanerne, samtidig med at de har sikret den amerikanske kulturs udbredelse i store dele af verden.
Begge dele vil præge aftenen i DR Koncerthuset, hvor aftenens medvirkende stiller skarpt på nogle af de mest kendte og anerkendte udtryk for amerikansk kultur – side om side med stærke temaer, der kan få følelserne i kog hos både demokrater og republikanere.
I løbet af aftenen vil der således både være musik fra populære tv-serier som House of Cards og Succession og filmklassikere som Den gode, den onde og den grusomme, mens andre indslag berører valgkampens kontroversielle emner som minoriteter, immigration og social ulighed.
Countrysanger med læbestift og fuldskæg
En af de amerikanske kunstnere, der har trukket overskrifter i medier verden over de seneste par år, er den transkønnede countrysanger Adeem The Artist, som bruger pronominerne de/dem og kommer fra staten Tennessee.
Her har de udfordret den gængse opfattelse af countrygenren med politiske tekster og en identitet som transkønnet, som falder mange konservative amerikanere for brystet. Samtidig har de åbnet en ny generations øjne og ører for countrymusikken og var for nylig den første transkønnede kunstner på den legendariske country-scene Grand Ole Opry i Nashville.
Herhjemme har Adeem The Artist for nylig været hovedperson i DR-programmet 'Horisont', men det er første gang, at de optræder live for et dansk publikum, når de indtager scenen i DR Koncerthuset sammen med musikere fra DR Big Band.
Vold, magt og politisk oprør
Flere af valgkampens kontroversielle emner kommer med ind i rampelyset, når Stéphanie Surrugue og hendes korrespondentkolleger blænder op for live-versionen af deres populære podcast sammen med over 80 medvirkende sangere og musikere fra DR’s kor og orkestre.
Med gæstekunstnere som amerikanske China Moses og danske Stine Hjelm, som begge debuterer i DR Koncerthuset, kommer Koncertsalen til at genlyde af sprængfarlige emner som vold, magt og politisk oprør til tonerne af amerikanske hits af blandt andre Marvin Gaye, Taylor Swift og Pharrell Williams.
Samtidig kan publikum i salen se frem til live-indslag på storskærm fra USA, hvor DR’s korrespondenter er klar til at rapportere om stemningen her og nu i et af de mest spændende amerikanske præsidentvalg nogensinde.
Unikt samarbejde
’Stjerner og Striber – Live in Concert’ den 2. og 3. oktober bliver ikke bare en debut for mange af aftenens medvirkende kunstnere. Det er også premiere på en ny type samarbejde mellem redaktionen på DR Nyheder og de kunstneriske kræfter i DR Koncerthuset.
Resultatet af anstrengelserne vil man ikke bare kunne opleve i Koncertsalen, men også i radioen på P2, som sender koncerten direkte torsdag den 3. oktober, og derefter lørdag den 5. oktober på DR2.
Kim Bohr, der er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2, siger om det anderledes koncertformat:
– Vi har arbejdet rigtig længe med planlægningen af det her særlige format, hvor vi arbejder sammen på tværs af DR’s afdelinger, så levende musik og aktuelle kunstnere møder dugfriske nyheder og reportage i en slags kulturelt portræt af USA. Jeg håber, at vi sammen kan give seere, lyttere og koncertgængere et nyt og spændende perspektiv på den amerikanske valgkamp, og jeg håber på mange flere fælles projekter i fremtiden.