Fortællinger

DR Symfoniorkestret

6 Minutter

Et orkester i evig bevægelse

DR Symfoniorkestrets lyd er skabt af generationer af musikere, som gennem et århundrede har formet orkestrets personlighed. Vi har talt med to af orkestrets musikere om livet og ånden i orkestret.

100 år er lang tid. Men selvom DR Symfoniorkestret har et århundrede på bagen, har der været en lige musikalsk linje gennem de generationer af musikere, der gennem tiden har skabt orkestrets lyd. 

Da violinist Helle Hanskov Palm blev optaget i DR Symfoniorkestret som 24-årig, sad der musikere i orkestret, som havde spillet der siden 1930’erne. I dag er hun selv orkestrets længst siddende medlem, og har lige fejret
40-års jubilæum. 

”Det var et helt andet orkester, jeg kom ind i dengang. Der var virkelig nogle originaler
blandt musikerne, som havde alle mulige baggrunde. Og så sad der kun en enkelt anden kvinde i 1. violingruppen,” fortæller hun. 

Helle og Kern

”I den allerførste pause på min første dag kom en ældre koncertmester hen og satte sig hos mig i kantinen, og jeg forstod ikke et ord af, hvad han sagde i hele pausen. Senere viste det sig, at han var ekspert i at tale sort. Så han skulle lige teste mig”, smiler hun og fortsætter: 

”Den slags ville nok ikke ske i dag, men der er stadig plads til sjove kommentarer. Til gengæld er disciplinen en helt anden. Dengang blev der talt meget om, at mandagsprøverne ikke var gode, fordi musikerne ikke var forberedte. Det sker bare ikke i dag. Vi er alle sammen topforberedte til den første prøve mandag morgen!”

En af Helle Hanskov Palms nyeste kolleger, 31-årige Kern Westerberg, er enig: 

”DR Symfoniorkestret er det mest velforberedte orkester, jeg har spillet i. På den måde er vi klar til at rette ind med det samme, hvis der kommer en dirigent med nye idéer. I det hele taget foregår prøverne i virkelig højt tempo,” siger han. 

For Helle Hanskov Palm er der dog stadig masser af ånd fra gamle dage tilbage i orkestret.

"Vi har altid været et orkester med mange stærke personligheder og med ret stor frihed til at udtrykke os."

HELLE HANSKOV PALM

”Vi har altid været et orkester med mange stærke personligheder og med ret stor frihed til at udtrykke os, både musikalsk og menneskeligt. Det er nok noget særligt dansk. Vi er ikke så autoritetstro, som man er i mange
andre kulturer. Det synes jeg, man kan høre på vores lyd, både på gamle optagelser og i dag. Der er en kant og en sprælskhed, som skinner tydeligt igennem i musikken.” 

Også på det kunstneriske niveau oplever Helle Hanskov Palm, at der er en rød tråd i orkestrets lyd fra tidligere generationer: 

”Det er klart, at DR Symfoniorkestret har udviklet sig gennem årene, men jeg tror, der er en kerne i vores udtryk, som er uforandret. Særligt når vi spiller Nielsens symfonier, som vi har spillet i hele orkestrets levetid – lige siden Nielsen selv dirigerede i 1930’erne. Der har vi en tradition, som er helt unik, og som er overleveret fra musiker til musiker gennem årene – selv med skiftende dirigenter.”

Helle og Kern

Kern Westerberg fortæller:

”Som ny i orkestret gør det indtryk på én, når man får udleveret noder, der er fulde af noter og tegn fra tidligere musikere. Men jeg synes, der er en stor åbenhed og nysgerrighed i orkestret over for nye idéer, og der er aldrig nogen, der har sagt til mig, at ’sådan gør vi altså her’,” siger han.

”I det hele taget oplever jeg vores orkester som utrolig hjertevarmt. Man kan tydeligt mærke som ny i orkestret, at folk har det godt med hinanden, og det gør, at man tør komme med sit eget bud på musikken uden at være for bange for at lave fejl.”

For Kern Westerberg er der en særlig dynamik mellem orkestret som helhed og de enkelte musikere:

 

"Jeg tror, vi bærer på en fælles arv som orkester. Det er lidt som en organisme, der lever videre, selvom cellerne fornyes efterhånden."

KERN WESTERBERG

”Jeg tror, vi bærer på en fælles arv som orkester. Det er lidt som en organisme, der lever videre, selvom cellerne fornyes efterhånden. Hver enkelt musiker kommer ind i den her organisme og bliver bombarderet
af indtryk fra kollegerne. Samtidig kommer man jo med sine egne idéer, og på den måde fortsætter hjulet med at rulle gennem generationerne.” 

De to violinister er enige om, at Fabio Luisi har udviklet orkestret enormt gennem de otte år, han har været chefdirigent for orkestret.

Kern Westerberg

”Luisi har fået os alle sammen til at åbne ørerne mere, så vi bliver mere bevidste,” siger Helle Hanskov Palm. ”Han går efter, at vi skal spille vores bedste hele tiden, og det er jo fedt for os som musikere, for det ønsker vi også selv. Hvis man begynder at slappe for meget af, mister musikken intensiteten – så de krav, Luisi stiller til os, får hele orkestret til at løfte sig.”

"Vi er meget bevidste om, at vi skal bevare en kant og personlighed i orkestrets udtryk."

KERN WESTERBERG

Kern Westerberg supplerer: ”Med Luisi arbejder vi hele tiden på at skabe den smukkest mulige orkesterklang. Men samtidig er han og vi meget bevidste om, at vi skal bevare en kant og personlighed i orkestrets udtryk.
Hver enkelt musiker skal give sit yderste, for at musikken skal røre publikum.

Når de to violinister ser frem i tiden, er de ikke i tvivl om, at det er vigtigt for at bevare orkestrets særpræg i en mere global verden.

Som en af de musikere, der formodentlig har mange årtier foran sig i orkestret, siger Kern Westerberg:

”Jeg kan godt frygte, at alle orkestre begynder at minde mere om hinanden i fremtiden, og at det bliver sværere at høre forskel på forskellige musikalske traditioner. Så jeg håber virkelig, at vi kan holde fast i vores lyd og vores udtryk i DR Symfoniorkestret langt ind i fremtiden, ligesom jeg oplever, at vi gør i dag. Ikke for vores egen skyld, men for musikkens skyld. Det er altid musikken, der er vigtigst.”

Foto: Agnete Schlichtkrull, Nikolaj Bransholm