Vi skal holde fast i det, der er ægte

100 musikere på en scene. Store klassiske værker. Bifald, dirigent og solister.

Rammerne og ritualerne omkring klassiske koncerter er på mange måder stort set uforandret gennem de århundreder, man har haft symfoniorkestre i den vestlige verden. 

Men hvordan kan det være, at vi stadig i dag søger oplevelser i et format, som har så mange år på bagen – og hvordan ser fremtiden ud for den symfoniske musik?

For DR Symfoniorkestrets solocellist Henrik Dam Thomsen er der flere elementer på spil
i koncertsituationen: 

”Som musiker er man ikke i tvivl om, at en koncert handler om mere end selve musikken. Det er en social begivenhed, hvor både musikere og publikum åbner sanserne og mærker rummet og omgivelserne ekstra intenst. Den form for nærvær og fællesskab er unik,” siger han.

Samtidig mener Henrik Dam Thomsen, at klassiske koncerter har en særlig spænding, netop på grund af den kendte ramme:

”Der er meget på spil til en klassisk koncert. Alt er jo forberedt til mindst detalje. Men både musikere og publikum ved, at situationen alligevel har en indbygget skrøbelighed, for der kan ske uforudsete ting, både på scenen og i salen. Det tror jeg er med til at øge intensiteten.”

Han mener også, at der er andre fordele ved det kendte, klassiske koncertformat: 

”Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at en Torsdagskoncert i dag udspiller sig inden for nogenlunde samme ramme, som den har gjort i flere generationer. Den symfoniske musik har noget tidløst over sig, og som moderne mennesker skal vi huske at holde fast i det, der virker. Jeg tror, at vi har brug for nogle søjler i kulturen, som står fast forankret, og det gør Torsdagskoncerterne.”

Lene Tanggaard er professor i psykologi ved Aalborg Universitet og har bl.a. forsket i kreativitet og læring. Hun er enig med Henrik Dam Thomsen i, at faste former og rammer kan bane vej for både spontanitet og kreativitet, som opstår i øjeblikket.

”Det, at vi har en fast ramme om fx en koncert, udelukker hverken fornyelse eller kreativitet. Lyden af et symfoniorkester i dag er jo en helt anden, end den var for 100 år siden – fordi der er hele tiden mennesker i og omkring orkestret, der præger og forandrer indholdet og fortolker musikken anderledes,” siger hun.

Lene Tanggaard hører ikke til blandt dem, der mener, at det at lytte til klassisk musik nødvendigvis i sig selv er en vej til mental trivsel og sundhed. Men hun mener, at der er meget at hente som publikum til klassiske koncerter:

”Man skal passe på med at gøre musikken til et middel til at opnå noget konkret. Men det at overvære en klassisk koncert kan virke forløsende, fordi musikken har et sprog for nogle af de store følelser. Og så tror jeg, at musikkens opbygning kan være med til at danne og styrke os som mennesker. Det at følge musikkens forløb og udviklingen frem mod de store højdepunkter kan give os en styrke og en indsigt i det at være menneske,” siger Lene Tanggaard.

Hun mener, at alle kan have glæde af at gå til klassisk koncert, og understreger, at det er en afgørende del af koncertoplevelsen, at den foregår i et socialt fællesskab:

”Man kan sige, at alle i en koncertsal bliver én stor organisme for en stund. Som publikum bliver vi, bevidst eller ubevidst, inspireret af hinanden, og vi bliver bevæget af at mærke hinandens bevægelse. Jeg vil faktisk næsten kalde det et mirakel, for det er lige dér, de store øjeblikke opstår,” siger hun.

Henrik Dam Thomsen nikker: ”Selvom vi musikere sidder midt i et orkester, kan vi tydeligt mærke publikum – hele tiden. Vi kan mærke, hvordan de tager imod musikken, og hvordan intensiteten i rummet følger musikkens forløb gennem koncerten.

”Men betyder det automatisk, at vi vil gå til klassiske koncerter på samme måde i fremtiden? Henrik Dam Thomsen er ikke et øjeblik i tvivl: 

”Jeg tror altid, der vil være et kæmpe behov for at opleve den autenticitet, som den klassiske musik står for. I en fremtid hvor kunstig intelligens vil tilbyde hurtige løsninger og genveje i alle mulige sammenhænge, tror
jeg, vi bliver endnu mere bevidste om, at den store orkestermusik er den ægte vare. Det er levende mennesker og fysiske instrumenter med hver deres historie, som sammen skaber et ekstraordinært rum.”

Lene Tanggaard er enig: ”De store symfoniske værker er fortællinger, som er båret videre fra generation til generation. De spejler vores verden og binder os sammen på tværs af alder og baggrund, samtidig med, at musikken altid formes i det øjeblik, hvor den skabes. Jeg er sikker på, at den levende, symfoniske musik vil binde os sammen i mange år fremover.”

Foto: Kim M. Leland, Christian Larsen