Fortællinger

DR Vokalensemblet

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

4 Minutter

International anerkendelse til DR Vokalensemblet

DR Vokalensemblets seneste album er blevet modtaget med stor begejstring hos anmeldere i bl.a. USA, Tyskland og England.

Gruppebillede med DR Vokalensemble

Foto: Emilia Therese

Internationale anmelderroser til DR Vokalensemblet

Meget har ændret sig i både musik- og mediebranchen i de seneste årtier. Men selvom både udgivelser og medier i dag primært er digitale, har det stadig stor betydning for nutidens kunstnere og publikum, hvad musikpressen mener om nye udgivelser.

Et af verdens ældste musiktidsskrifter, engelske Gramophone, er stadig i dag et af de mest respekterede magasiner i branchen. Derfor er det ekstra eftertragtet at få en god anmeldelse i det anerkendte tidsskrift, og det er netop sket for DR Vokalensemblet og deres chefdirigent Martina Batič.

I februar udsendte de albummet O Listen med værker af komponisterne Else Marie Pade og Uros Krek, og nu får udgivelsen store ord med på vejen i både Gramophone og flere andre internationale medier.

’Fascinerende’ og ’superb’

Der bliver ikke sparet på de store ord i Gramophones anmeldelse af DR Vokalensemblets album, som er med i bladets martsnummer.

Udgivelsen kaldes for ”et fascinerende album”, og de to komponister, som står bag musikken – danske Else Marie Pade og slovenske Uros Krek – får også ros med på vejen, idet Krek kaldes for en ’superb’ komponist, mens Pade karakteriseres som en ’førende pioner’.

Sidst, men ikke mindst, får DR Vokalensemblet og Martina Batič ros for deres ’afbalancerede’’ fortolkning, som ifølge anmelderen ikke kunne være bedre. 

Stratosfærisk sopran

Mange udenlandske anmeldere lægger særligt mærke til et bestemt værk på DR Vokalensemblets album, nemlig det elektroakustiske værk Maria af Else Marie Pade.

Her er det korets 1. sopran Anna Miilmann, der har den virtuose hovedrolle som Jomfru Maria – sammen med barytonen Jakob Soelberg som messende præst.  

’Hun er suveræn i rollen’, skriver anmelderen i avisen Sydsvenskan, mens det tyske musiktidsskrift Klassik Heute istemmer, at Miilmann ’mestrer de virtuose krav brilliant’.

Mest begejstret er det amerikanske tidsskrift Fanfare, som beskriver Anna Miilmann som ’simpelthen fremragende’ – ’simply amazing’. Han fortsætter: ’Indtil jeg hørte hende, vidste jeg ikke, at den kvindelige stemme var i stand til at frembringe så høje toner så ubesværet og med et så laser-agtigt fokus. Hun fik fuglene uden for mit vindue til at forstumme af misundelse.’

Også det britiske tidsskrift The Arts Desk roser Miilmann for sin ’fascinerende solo, som aldrig vakler, men forbliver krystalklar selv i det højeste leje.’

Særlig optageteknik

DR Vokalensemblets album O Listen er produceret med den særlige optageteknik Immersive Audio af produceren Mikkel Nymand.

Det vil sige, at koret har indspillet albummet stående i en cirkel omkring mikrofonerne, hvilket giver lytteren en oplevelse af at være placeret midt i gruppen af sangere – hvis man altså afspiller albummet på det rette lydanlæg.

Kvaliteten af optagelsen gør også indtryk på de internationale anmeldere, som bl.a. beskriver albummet som ’smukt produceret’ (Gramophone, UK), ’fremragende lydkvalitet’ (Fanfare, USA) og ’flot indfanget’ (The Arts Desk, UK).

To pionerer

For Michael Emery, kunstnerisk leder af DR Vokalensemblet, er den internationale anerkendelse ikke blot vigtig for koret og chefdirigent Martina Batič, men er også med til at skabe opmærksomhed omkring de to komponister:

– På DR Vokalensemblets to foregående cd-udgivelser på OUR Recordings lykkedes det for os at kombinere komponistpar, hvis musik ellers kunne virke uden sammenhæng. Jeg er virkelig glad for, at vi på det nye album igen har været i stand til kunstnerisk at sidestille musikken af to komponister, der var pionerer inden for deres eget felt, som begge havde en fascination af sprog og tekster og et strålende øre for korklang. Jeg håber, at denne nye indspilning vil gøre både Pades og Kreks musik så kendt, som den fortjener at være, siger Michael Emery.

’O Listen’ er tilgængeligt på alle streamingtjenester og som fysisk album fra OUR Recordings