Billedguide


DR Koncerthuset har hvert år besøg af fotografer, der dokumenterer de over 400 koncerter, som både DR’s kor og orkestre samt eksterne kunstnere opfører. Disse billeder anvendes efterfølgende i mange forskellige sammenhænge og optræder i en bred vifte af kontekster og på forskellige platforme. Det er derfor afgørende, at billederne i videst muligt omfang lever op til kravene i denne guide, så fotografernes arbejde kan integreres optimalt i DR Koncerthusets kommunikation med publikum.

Brug af billeder

Fotografernes arbejde bliver anvendt på tværs af mange af DR Koncerthusets visuelle platforme. Nedenfor finder du et overblik over de steder, hvor publikum og besøgende typisk støder på billederne.

  • Facebook og Instagram – kampagner og betalt indhold
  • Facebook og Instagram – post, stories, reels og gallerier
  • YouTube – thumbnails
  • DRTV – thumbnails
  • DR.DK – bannere og artikler
  • PR – pressemeddelelser og artikler
  • Print – Plakater, sæson- og koncertprogrammer, annoncer, roll-ups, direct mail, etc..
  • drkoncerthuset.dk – eventbilleder, artikler, kampagner etc..
  • Nyhedsmails
  • ...

Den gode billedpakke

Det vigtigt at levere en samlet og varieret billedpakke, som kan bruges på tværs af alle kommunikationsplatforme.

Billedernes primære formål er at dokumentere koncerten, men en af de vigtigste opgaver for dele af billedmaterialet er også at tiltrække og engagere brugere.

Derfor skal denne type billeder være både visuelt dragende og vække nysgerrighed, samtidig med at de er lette at afkode. I denne sammenhæng er det bl.a. vigtigt at tage hensyn til mobilvisning.

Denne type billeder står oftest alene i kommunikationen, og det er derfor afgørende at billedpakken fra koncerten indeholder billeder der,

  • Er inviterende.
  • Forklarer indholdets præmis.
  • Sætter en stemning.
  • Er nemt at afkode.
  • Afspejler indholdets genre.
  • Fungerer godt i alle størrelser.

DRs kor & orkestre

Tager du billeder af DRs kor og orkestre (DR Symfoniorkestret, DR Big Band, DR Pigekoret, DR Vokalensemblet ...) skal billedpakken som minimum indeholde billeder af:

  • Dirigent
  • Orkester og/eller kor (både nærbilleder, semi-total & totaler)
  • Solist(er)
  • Vært(er)
  • Publikum

Motiv, komposition og baggrund

Herunder er en række gode råd der kan bruges i forbindelse med valg af motiv, komposition og baggrunde.

Motivet

  • Som udgangspunkt altid mennesker med fokus på ansigter og følelser.
  • Som tommelfingerregel max tre personer – flere vil være svære at afkode i mobilvisning.
  • Hovedsageligt halvnære billeder uden for mange detaljer – eller med sløret baggrund.
  • Letforståeligt og hurtigt afkodeligt.
  • Skal fungere i små størrelser (fx mobilvisning af DRTV eller YouTube).
  • Motivet skal naturligvis være knivskarpt.

Kompositionen

  • Billedpakken skal indeholde billeder i både højformat og bredformat.
  • Sørg gerne for at have rigelig med luft, så der er mulighed for at beskære billedet efterfølgende.

Baggrunde

  • Billedets baggrund skal være rolig og skal tage mindst mulig opmærksomhed fra motivet

Etik

Alle billeder skal overholde DRs etiske retningslinjer.

Du kan læse om DRs etiske retningslinjer her

Vi er stolte over vores etik i DR – og at det ofte blot er et spørgsmål om at løse etiske udfordringer på en måde, som både tilfredsstiller målgruppen og beskytter følsomme brugere.

Etik er også at tage hensyn til deltagerne i koncerten og på billederne.

Billederne skal være clearet med personerne på billederne til brug for program- og presseomtale på alle platforme.