DR Big Band møder Veronica Swift
Koncertsalen
28. oktober 2023 KL. 20.00
Veronica Swift er den nye stjerne på den amerikanske jazzhimmel, og nu kan hun opleves i et musikalsk brag af jazz, funk og rock med DR Big Band i Koncertsalen. Der er ingen grænser, når Veronica Swift indtager scenen med sin stærke vokal i centrum – samtidig med, at hun både er aftenens dirigent, arrangør og komponist.
Det kræver sin kvinde at bryde lydmuren som jazzsanger i dag. Men at toppe jazzlisterne med tre albums i eget navn, vinde talrige priser og selv stå for at komponere, dirigere og arrangere sin musik – alt sammen inden man fylder 30 år – er i sandhed ekstraordinært.
Veronica Swift er en af de musikalske superkapaciteter, der ikke er til at komme uden om. Hun er lige suveræn som sanger, dirigent, arrangør og sangskriver, og hun spreder sig over vidt forskellige musikalske genrer, udtryk og formater.
Hun har turneret med ikoner som Wynton Marsalis og Chris Botti og været fast navn på Jazz at Lincoln Center og det historiske jazz venue Birdland i New York. Hendes seneste album scorede topkarakter i DownBeat Magazine og løb med prisen som ”Best vocal album” ved L’academie du jazz i 2021.
Nu har Veronica Swift kastet sin kærlighed på det store, brede bigband-format, og i den anledning kommer hun for første gang til DR Koncerthuset. Her møder hun DR Big Band i Koncertsalen til en stærk tour-de-force gennem sit spritnye album, hvor rock, funk, soul og jazz mødes i Veronica Swifts egne, nye arrangementer og kompositioner.
Ud over de nye numre kan du se frem til at opleve Veronica Swift i ny-arrangerede jazzklassikere fra The American Songbook og mesterlig funk af fx Nine Inch Nails, som viser hendes enorme vokale spændvidde.
Lyt til Veronica Swifts nye album her: