Léonie Sonnings Musikpris 2023
Koncertsalen
15. juni 2023 KL. 18.45
Kom med til en spektakulær musikalsk prisfest i DR Koncerthuset, hvor fænomenet Evelyn Glennie hyldes som modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2023. Festen begynder i foyeren med 35 slagtøjsspillere og fortsætter i Koncertsalen med DR Symfoniorkestret på scenen og den karismatiske prismodtager i centrum.
Léonie Sonnings Musikpris er Danmarks største musikpris, og modtagerne af prisen udvælges blandt de mest spændende og kompromisløse kunstnere i internationalt musikliv.
Årets prismodtager, slagtøjsfænomenet Evelyn Glennie, har på alle måder sprængt rammerne for, hvad vi traditionelt forstår ved en musiker. Først og fremmest overstråler hun de fleste i både virtuositet, kreativitet og musikalitet. Og samtidig har hun vist verden, at musik opstår i samspil mellem flere sanser – for Glennie mistede hørelsen totalt som blot 12-årig, men udviklede sig alligevel til en fænomenal percussionist.
I dag er Evelyn Glennie et ikon og et forbillede, ikke bare for slagtøjsspillere over hele verden, men også for et bredt publikum på tværs af genrer. Hendes evne til at mærke musikken uden at kunne høre den, og til at udtrykke sig på alle typer slagtøjsinstrumenter er magisk for enhver, der oplever hende. Derfor er hun udvalgt som modtager af dette års Léonie Sonnings Musikpris.
Mærk energien, føl vibrationerne og se det enorme udtræk i DR Koncerthusets foyer, når 35 slagtøjsspillere fra hele landet og solisten Morten Friis (kendt fra bl.a. Safri Duo) opfører hyldestværket ’Evelyn Glennie Tribute’, skrevet specielt til dette års overrækkelse af Sonnings Musikpris.
På scenen i Koncertsalen er aftenens hovedperson, Dame Evelyn Glennie, klar med et ekstraordinært udtræk af slagtøjsinstrumenter – og med bare fødder for at kunne mærke musikkens vibrationer – til at opføre en buket slagtøjskoncerter, der har karakter af signaturværker, sammen med DR Symfoniorkestret og den engelske dirigent Geoffrey Paterson.
Selve prisoverrækkelsen finder sted i koncertens anden del, og koncerten sendes direkte på DR P2.
Priskoncerten er arrangeret i samarbejde mellem Léonie Sonnings Musikfond, DR Koncerthuset og DR Musikariet.
Medvirkende: Evelyn Glennie (percussion), Geoffrey Paterson (dirigent), Morten Friis (percussion) & DR Symfoniorkestret (orkester).
Program
Program
Søren Monrad:
Evelyn Glennie Tribute
James MacMillan:
Veni, Veni Emmanuel Koncert for slagtøj og orkester
Michael Daugherty:
Dreamachine for solo slagtøj og orkester
Prisoverrækkelse
Léonie Sonnings Musikpris
Áskell Másson:
Konzertstück for lilletromme og orkester