Petrenko & Mahler
Koncertsalen
28. september 2023 KL. 19.30
flere datoer
Gustav Mahlers store Symfoni nr. 5 rummer den smukkeste kærlighedserklæring til hans elskede hustru, Alma. Hun var også selv komponist – indtil hun mødte Gustav, der forbød hende at komponere. Først i nyere tid er Alma Mahlers musik blevet genopdaget, og her kan den opleves med DR Symfoniorkestret.
Alma og Gustav Mahler var et utroligt kunstnerpar. Da de mødte hinanden, var han feteret som chefdirigent på Wiens Hofopera, og hun var et højt begavet, ungt talent. Alma Mahler stod foran et gennembrud som komponist, men Gustav Mahler krævede, at der kun var plads til én kunstner i deres samliv: Ham selv.
Deres ægteskab blev stormfuldt, men varede dog ved indtil Gustav Mahler døde ti år senere. Han nåede at fortryde sin afvisning af Almas musik – men desværre er mange af hendes kompositioner gået tabt, og kun en række sange er bevaret. Det er raffineret og smuk musik, hvis genopdagelse omsider er ved at gøre Alma Mahler anerkendt som komponist.
Gustav Mahlers Symfoni nr. 5 rummer en stærk kærlighedserklæring til Alma: Den langsomme sats, Adagietto, der er så passioneret, som orkestermusik kan være. Tilsammen danner koncertens værker et fascinerende portræt af to store personligheder fra kulturbyen Wien omkring år 1900.
Kunstnere
Vasily Petrenko
Dirigent
Catriona Morison
Solist