DR Big Band & Lina Nyberg
Studie 2
07. marts 2024 KL. 20.00
Den svenske jazz-multikunstner Lina Nyberg har i årtier været en toneangivende stemme i ny, nordisk jazz. Nu har hun fordybet sig i det store, brede bigband-format og møder denne aften DR Big Band i en musikalsk tour-de-force som både komponist, sanger, arrangør og dirigent.
Historisk set har bigband-genren ikke været befolket af mange kvindelige kunstnere.
Men tiderne skifter, og denne aften møder en af vores stærkeste nordiske jazzstemmer DR Big Band på scenen i Studie 2.
Lina Nyberg har vundet flere priser, bl.a. en svensk Grammy, for sit originale og sikre greb om mange forskellige formater inden for jazz og ny kompositionsmusik – fra intime settings til det store, symfoniske udtræk.
I centrum for alt, hvad Lina Nyberg skaber, er hendes egen ekspressive vokal med et indbygget dramatisk udtryk. Det gælder også hendes nyeste album ”The World’s A Stage” fra 2023, hvor hun i en hel suite af bigband-kompositioner hylder en række musikalske forbilleder – fra Norma Winstone og Carmen McRae til Jan Johansson and Lennart Åberg.
”The World’s A Stage” er skrevet til det førende svenske bigband Bohuslän Big Band – et stærkt kunstnerisk samarbejde, som kulminerede med indspilningen af den anmelderroste suite, der følger dramaturgien i en Broadway-musical.
Nyberg fortæller selv om værket:
“De syv dele af denne suite er komponeret efter den måde, en gammeldags Broadway-musical er bygget op, som en hyldest til Porter, Gershwin, Hammerstein og alle de klassiske Broadway-komponister. Hvert stykke er også dedikeret til en komponist og/eller musiker, som af forskellige årsager har betydet meget for mig musikalsk. “
Nu kommer Lina Nyberg for første gang til DR Koncerthuset, hvor hun leder DR Big Band gennem ”The World’s A Stage” og ud ad flere andre musikalske veje – i en imponerende firdobbelt rolle som både sanger, dirigent, arrangør og komponist.
”…playful and whimsical but also thoughtful and profound; carefully arranged, melodic and even sentimental, but also borders fearlessly with the experimental… a most inspiring, profound work of art…” All About Jazz
“Nyberg’s incredible command of the lyrics and music, and compelling musical vision make this ambitious storytelling project riveting.” DownBeat Magazine
”With her arresting delivery, moving, poetic songs and exquisite orchestral arrangements Lina Nyberg tempts us to listen very carefully. Then, letting our joy guide us to act better, more humanly, even adopt an inclusive feminist approach.” SALT-PEANUTS.EU