Agnes Obel
Koncertsalen
06. september 2025 KL. 20.00
flere datoer
Agnes Obel giver sine første danske koncerter i fem år, når hun indtager Koncertsalen. Glæd dig til at opleve hendes kuldegysningsfremkaldende blanding af neoklassisk, pop, jazz og elektroniske elementer.
Agnes Obel, der i dag er bosat i Berlin, blev med sine platinsælgende album Philharmonics & Aventine hurtigt en af Danmarks største eksportsucceser. Det var særligt den klaverdrevne single ”Riverside”, der med sin minimalistiske instrumentering og smukke harmonisering gjorde Agnes Obel til et velkendt navn på den danske musikscene i 2010. Derfra gik der ikke længe, før hendes nordiske melankoli skabte genklang i hele Europa.
Det ambitiøse album Citizen of Glass fra 2016 introducerede en mere elektronisk og eksperimenterende lyd. Hun gjorde blandt andet brug af stemmemodulation og den ganske særlige synthesizer Trautonium, og endnu engang nåede hendes internationale anerkendelse som både sangskriver, artist og producer til nye højder.
I 2018 skrev Agnes Obel kontrakt med det tyske pladeselskab Deutsche Grammophon, og i 2020 udgav hun sit fjerde studiealbum Myopia som bragte hende på en omfattende verdensturné, der inkluderede hele to koncerter i K.B. Hallen i København.
Obels cinematiske musik har ikke overraskende vist sig særdeles eftertragtet i andre kreative fag, hvor særligt TV-verden har kastet kærlighed over sange som ”Fuel to Fire”, ”September Song” og ”Pass Them By”, som har dannet lydtapet i hitserierne The Last of Us, Big Little Lies og True Detective.
Efter en fem år lang pause vender Agnes Obel i 2025 endelig tilbage til scenegulvet med en række europæiske shows. Hun starter med hele to koncerter i Polen, inden København står for skud. Turnéen afsluttes med en koncert i Londons ikoniske Royal Albert Hall, som det er de færreste danske artister, der kan prale af at have spillet i.