Blomstedt & Bruckners 9.
Koncertsalen
04. september 2025 KL. 19.30
flere datoer
Herbert Blomstedt har dyrket Bruckners musik hele livet. Når den 98-årige dirigentlegende vender tilbage til DR Symfoniorkestret, er det med Bruckners niende symfoni – ufuldendt, men stadig noget af den smukkeste og mest gribende musik, den store komponist nogensinde skrev.
"Når man oplever hans musik, mærker man en skønhed og storhed bag horisonten, som vil vare for evigt," har dirigenten Herbert Blomstedt sagt om Bruckner – en komponist, han har dyrket hele livet. Hos Bruckner befinder vi os i et univers helt for sig selv, hvor sjælen finder en sjælden ro, mens musikken overtager bevidstheden.
Den niende symfoni var det sidste værk, Bruckner arbejdede på før sin død, og han nåede aldrig at fuldføre den sidste sats. Symfonien fungerer som et slags tilbageblik på et langt komponistliv, hvor han ofte citerer passager og temaer fra sine tidligere værker, både symfonier og messer. Det er musik med lange linjer, smukke melodier og stor dramatik – et helt særegent musikalsk univers at forsvinde ind i.
Den 98-årige svensk-amerikanske Herbert Blomstedts karriere spænder over utrolige syv årtier, og hans fortolkninger har en sjælden varme og oprigtighed. Musikken synes næsten at strømme direkte ud af hans hænder, når han dirigerer. Som en af musikerne i DR Symfoniorkestret sagde efter en af Blomstedts koncerter: "Det er, som om ens hjerte er blevet lidt større."
Program
Varighed 1 time
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
Bruckner
Symfoni Nr. 9
Kunstnere

DR Symfoniorkestret
Orkester

Herbert Blomstedt
Dirigent