DR Big Band X Slave af Danmark
feat. Malaika Mosendane & JJ Paulo
Studie 2
02. maj 2025 KL. 20.00
Verdensmusik møder jazz, og DR Big Band møder to stærke unge stemmer i en aften fuld af fortællinger om Danmarks fortid som kolonimagt. Oplev en dynamisk sammensmeltning af danske, afrikanske og vestindiske toner med DR Big Band, JJ Paolo og Malaika B. Mosendane i DR Koncerthusets Studie 2.
Danmarks fortid som kolonimagt er et af de mørkeste kapitler i vores historie. Samtidig satte perioden stærke spor i vores kultur, som lever videre i dag. Musikalske traditioner er vandret frit over kontinenter og landegrænser, og på de vestindiske øer kan man stadig høre spor af både Danmark og Vestafrika.
Det har du en unik chance for at opleve med egne ører, når DR Big Band stiller skarpt på det farverige krydsfelt mellem dansk, vestafrikansk og vestindisk musik i Studie 2.
Til lejligheden får bandet besøg af to af stærke unge danske stemmer med afrikanske rødder: JJ Paolo og Malaika B. Mosendane, som begge har markeret sig stærkt på danske musik- og teaterscener i de seneste år.
Bag aftenens arrangementer står den vestindiske jazzstjerne Etienne Charles, som er ekspert i kombinationen af kreolsk musik og bigband, og på percussion medvirker det cubanske slagtøjsfænomen Eliel Lazo.
Kom med på en musikalsk rejse på tværs af tid, sted og kulturer – fra den vestindiske genre quelbe med melodier fra dansk folkemusik, til den udtryksfulde sangform ’carizo’ med bl.a. sangen ’Clear de Road’, som handler om slaveriets hårde kår og ikke mindst vejen til frihed.
Koncerten er skabt i samarbejde mellem DR Big Band og redaktionen af DR’s dokumentarserie ’Slave af Danmark’, som har premiere i marts 2025 på DR1.
Kunstnere
DR Big Band
Orkester
JJ Paulo
Solist
Malaika B. Mosendane
Solist
Eliel Lazo
Solist