Red Bull Symphonic: Benny Jamz
med Danmarks Underholdningsorkester & Nicki Pooyandeh
Koncertsalen
15. februar 2025 KL. 20.00
Det er tilsyneladende helt forskellige verdener, der mødes, når Benny Jamz, Danmarks Underholdningsorkester, Nicki Pooyandeh og Michala Petri optræder sammen ved den spektakulære Red Bull Symphonic-koncert i DR Koncertsalen.
Benny Jamz, der med sin innovative stil har sat sit tydelige præg på den danske rapscene, har aldrig tidligere spillet eller optrådt sammen med et klassisk orkester. Og hverken Danmarks Underholdningsorkester eller Michala Petri, der ankommer med sin blokfløjte til DR Byen direkte fra en tourné i Japan, har nogensinde før akkompagneret en rapper.
Først og fremmest, er det kærligheden til musik og den perfekte lyd, der forener kunstnere på tværs af baggrunde og bygger bro mellem kulturer.
"Jeg glæder mig rigtig meget til Red Bull Symphonic! Det er en spændende udfordring og en kæmpe oplevelse at arbejde sammen med Underholdningsorkesteret. Jeg har det bedste hold bag mig - jeg glæder mig vildt til at dele det med jer." siger Benny Jamz.
Og for at fuldende kulturmødet, sidder den nyudnævnte direktør for Danmarks Underholdningsorkester, komponist og dirigent John Frandsen, og produceren Nicki Pooyandeh, lige nu sammen og omskriver hele Benny Jamz’ katalog til en symfoni.