Stafetten
Studie 4
19. maj 2025 KL. 14.00
flere datoer
Mick Øgendahl, Niels Hausgaard, Caroline Henderson og Anne Dorte Michelsen er blandt navnene, når Clements radiotalkshow “Stafetten” for første gang rykker ind i DR Koncerthuset og åbner dørene for publikum.
Gratis publikumsdeltagelse
Kom og vær med under optagelserne, og oplev, når nogle af dansk kulturlivs allerstørste profiler deler deres inspirationer og ambitioner i selskab med Clement Behrendt Kjersgaard i et talkshow skabt til radiomediet.
Stemningen i Stafetten er nysgerrig og koncentreret – med plads til både pjat og alvor. Siden coronasommeren 2020 har Clement i mere end 40 episoder samlet en lang række gæster på tværs af professioner og generationer i en samtale, der aldrig helt afsluttes, om “tidens og livets største spørgsmål”.
Du kan gratis være publikum til tre nye programmer, der optages den 19. maj og sendes over sommeren.
Ikke alene er Niels Hausgaard stadig et af landets største turnénavne mere end halvtreds år efter sin debut – han opfandt reelt sin egen genre, hvis indflydelse kan spores alle mulige stedet i underholdningsindustrien, fra standup til podcast. Og hans popularitet afspejler, at danskerne aldrig har fundet nogen erstatning for at høre hans refleksioner over tidens nye og gamle mærkværdigheder.
Allerede i 00’erne demonstrerede Mick Øgendahl, at han var en af sin generations største komikere – og lige siden har han holdt sig på toppen af standupscenen, samtidig med at han har opbygget en film- og tv-karriere, der har taget ham fra sketchshowet Tak for i aften over komedieserien Tomgang til filmserien Alle for én, hvor han er en af hovedkræfterne både foran og bagved lærredet.
På vej til at blive en af landets største og mest stilskabende sangerinder slog Caroline Henderson igennem i Ray-Dee-Ohh, et all-star-band, der på tre år og tre album(!) skabte sig en karriere af kæmpehits, som stadig runger. I løbet af 90’erne genopfandt hun sig selv igen og igen – som en del af ensemblet bag den banebrydende Gasolin’-teaterkoncert, som jazzsangerinde, discodiva og midt i årtiet med den skamroste og stilskabende solodebut “Cinemataztic” (1996). Sidste år skabte hun det genrebrydende sceneshow “Mit liv som hun", hvor hun udfolder sin egen historie – 'barskt, vredt, ømt og morsomt', som Politikens anmelder skrev.
Når deltagerne i X Factor samles på scenen i finaleshowet og synger “Jeg vil ud, ud under åben himmel”, øser de af Anne Dorte Michelsens enestående bagkatalog. Hun blev en del af Tøsedrengene efter gruppens andet album og var med til at skrive bandet direkte ind i den danske sangskat – begyndende med gennembrudshittet “Si’ Du Ka’ Li’ Mig” (1981). Hendes solokarriere tog fart i 80’erne, førte hende forbi ensemblet Venter på Far og bragte hende for et par år siden tilbage i selskab med Maria Bramsen, da de genoptog turnévirksomheden foran nye generationer af fans.
Program
Varighed 1 time og 45 minutter
Bemærk venligst, at den angivne varighed er en ca. tid og kan afvige.
kl. 14.00 - 15.45
Gæster: Jakob Stegelman & Jacob Haugaard
kl. 16.00 - 17.45
Gæster: Morten Münster, Anne Dorte Michelsen & Vicky Knudsen
KL. 20.00 - 21.45
Gæster: Mick Øgendahl & Caroline Henderson