Tim Christensen & Danmarks Underholdningsorkester
Live forår 2025 - 2. ekstrakoncert
Koncertsalen
02. april 2025 KL. 20.00
flere datoer
Tim Christensen sætter for første gang helt nye harmonier og stemninger til sin imponerende sangskat, når han gæster Koncertsalen med Danmarks Underholdningsorkester.
Oplev Tim Christensen i symfoniske rammer i Koncertsalen med Danmarks Underholdningsorkester, hvor de sammen sætter toner til hans markante bagkatalog.
Hans sangskrivning er lyden af rebelsk overdrive på teenager-værelset, mindet om den første forelskelse og som en betontung klippe til midtvejskrisen. Det er få sangskrivere forundt at skabe soundtracks til livet. Men det er lige hvad Tim Christensen har gjort gang på gang gennem sin nu mere end 30 år lange karriere i dansk musik.
”Der sker noget magisk når modsætninger mødes. Når sangskriverens melodier tages med på en helt ny rejse af andre instrumenter og musikeres sårbarhed eller styrke og sætter en ny scene for en sangs tematik eller stemning. Dét er indbegrebet af symfoni – og for mig, bliver det særligt magisk, når den harmoni opstår mellem rocken og det klassiske. Derfor bliver det også helt specielt at komme landet rundt med Danmarks Underholdningsorkester og genopdage mine egne sange i samspil med dem live foran publikum,” fortæller Tim Christensen.
Koncerten er altså en særdeles sjælden mulighed for at opleve Tim Christensens enestående sangskrivning i konstellation med 45 af landets ypperste, klassiske musikere.
Tim Christensen solodebuterede med ’Secrets On Parade’ i år 2000 ført an af gennembrudshittet, ’Love Is A Matter Of…’, der viste en ny musikalsk retning for en kunstner, som for længst havde skrevet sig ind i dansk musikhistorie, i front for 90’ernes største danske rocksucces, Dizzy Mizz Lizzy. ’Whispering at the Top of My Lungs’, ’Superior’, ‘Surprise Me’ og ikke mindst ’Right Next to the Right One’ er markante hits fra i alt fire storsælgende solo-albums af Tim Christensen, som i midten af 10’erne igen var tilbage bag mikrofonen for Dizzy Mizz Lizzy på udsolgte turnéer og på toppen af albumhitlisterne.
Tim Christensen markerede sidste år 20-året for et af sine hovedværker, da han tog ’Honeyburst’ og sit trofaste liveband, The Damn Crystals, ud på tour til anmelderroser fra både GAFFA og Politiken.