Esa-Pekka Salonen & Turangalîla
Koncertsalen
14. maj 2026 KL. 19.30
flere datoer
Den franske komponist Olivier Messiaen kaldte sin Turangalîla-symfoni for en ”kærlighedssang, en hymne til glæde, tid, bevægelse, rytme, liv og død”. Sammen med et udvidet orkester forløser den finske stjernedirigent Esa-Pekka Salonen det gådefulde storværk, som i dag er elsket i koncertsale verden over.
Olivier Messiaens Turangalîla-symfoni er et værk, der har alt. Inspireret af både hinduistiske skrifter og middelalderfortællingen om Tristan og Isolde er symfonien lige dele berusende og forførende, skræmmende og smuk. Det intenst farverige klangunivers med en fuld slagtøjssektion, en virtuos klaverstemme og det tidlige elektroniske instrument ondes martenot er uden sidestykke i musikhistorien.
Messiaen var dybt religiøs, og der findes en særlig åndelighed i hans musik. Ofte udmønter denne åndelighed sig i en næsten overvældende sensualitet og sanselighed, hvor ekstasen aldrig er langt væk – og det er den bestemt ikke i Turangalîla-symfonien.
Den finske mesterdirigent Esa-Pekka Salonen er internationalt kendt for sine tolkninger af musik fra det 20. og 21. århundrede. Han er også en anerkendt komponist og har blandt andet vundet den prestigefyldte Grawemeyer-pris. Nu er han tilbage hos DR Symfoniorkestret med et af sine favoritværker, som fortsat fascinerer og begejstrer publikum i koncertsale over hele verden.
Program
MESSIAEN
Turangalîla
Kunstnere

DR Symfoniorkestret
Orkester

Esa-Pekka Salonen
Dirigent

Bertrand Chamayou
Klaver