Luisi & Pelléas og Mélisande
Koncertsalen
24. april 2026 KL. 19.30
flere datoer
To af Fabio Luisis yndlingskomponister mødes i denne koncert, hvor kærligheden er i centrum. Schönbergs senromantiske tonedigt Pelléas og Mélisande er fuld af flygtige kærtegn og ulykkelig kærlighed, mens Wagners lidenskabelige Wesendonck-Lieder udtrykker længsel og hengivenhed i både ord og toner.
Fortællingen om Pelléas og Melisande hører til blandt litteraturens største kærlighedshistorier på linje med Romeo og Julie og Tristan og Isolde.
De ulykkelige elskende Pelléas og Mélisande har været et yndet tema for komponister, og mest kendt er nok Claude Debussys stemningsfulde opera af samme navn. Men hos Schönberg bliver de store følelser taget helt ud til kanten med et mega-orkester og overvældende smuk musik, der vibrerer i sjælen lange efter.
Ulykkelig kærlighed danner også bagtæppet for koncertens åbning, nemlig Richard Wagners Wesendonck-Lieder. Teksterne er skrevet af Mathilde Wesendonck, og ifølge rygterne indledte de et forhold, da Wagner (og hans hustru) boede hos familien Wesendonck. Forholdet var i hvert fald yderst kunstnerisk frugtbart – fra de længselsfulde og sjælfulde tekster opstod de fem sange, som også peger frem mod Wagners mest ulykkelige og smukkeste kærlighedshistorie, nemlig Tristan og Isolde.
Program
Wagner
Wesendonck-Lieder
Schönberg
Pelléas Og Mélisande
Kunstnere

DR Symfoniorkestret
Orkester

Fabio Luisi
Dirigent

Sara Jakubiak
Sopran