Chefdirigent Miho Hazama

DR Big Bands chefdirigent er den Grammy-nominerede japanske jazzkomet Miho Hazama, som også komponerer og arrangerer en del af musikken til bandets koncerter.

Miho Hazama – chefdirigent for DR Big Band

Den unge japansk-amerikanske jazzkomet Miho Hazama er den første kvindelige chefdirigent i DR Big Bands historie. Hun er bl.a. blevet nomineret til en amerikansk Grammy for sine egne kompositioner.

Hun er ung. Hun er kvinde. Hun er klassisk uddannet. Og hun er japaner.

Miho Hazama ligner ikke nogen anden chefdirigent i DR Big Bands historie. Men med sin internationale succes og den særlige kemi mellem hende og bandets musikere er der ingen tvivl om, at Miho Hazama er den helt rigtige frontfigur for DR Big Band.

Hele to gange har det førende amerikanske jazzmagasin Downbeat Magazine kåret Miho Hazama som en af de 25 jazzmusikere, der vil forme jazzen i fremtiden – på verdensplan. Hun har dirigeret førende orkestre i Europa, USA og Japan, været nomineret til en amerikansk Grammy og modtaget den prestigefulde Charlie Parker Jazz Composition Prize for sine kompositioner til bigbands.

En historisk stafet

Selvom Miho Hazama virker som et frisk pust på dirigentpodiet foran DR Big Band, har hun en stærk forbindelse til bandets historie. Hun har nemlig studeret på Manhattan School of Music hos et af sine store forbilleder: komponisten og pianisten Jim McNeely, som var DR Big Bands chefdirigent i en årrække omkring årtusindskiftet.

Og historien går endnu længere tilbage: blandt McNeelys læremestre var ikonerne Thad Jones og Bob Brookmeyer, som begge har ledet DR Big Band og været med til at forme bandets profil. Med andre ord går der en stærk, historisk linje fra de amerikanske forgængere til den unge, japanske kvinde, som i dag er bandets chefdirigent.

Fra sangskat til nye kompositioner

Siden hun blev chefdirigent for DR Big Band i 2019, har Miho Hazama været vidt omkring inden for bigband-repertoiret, og ved en lang række lejligheder har hun selv komponeret og arrangeret specielt til bandets musikere.

Miho Hazama står bl.a. bag al musikken på DR Big Bands album ’Imaginary Visions’ for Edition Records, og så har hun udforsket nogle af de mest kendte og elskede danske sange med helt nye arrangementer for bigband, som bl.a. kan opleves i tv-serien ”Hun roder med den danske sangskat” på DR2.

En varm velkomst

Se hvordan DR Big Bands musikere tog imod Miho Hazama, da hun første gang landede i København som ny chefdirigent.

BLÅ BOG – MIHO HAZAMA

- Født i Tokyo i 1986
- Uddannet som klassisk komponist fra Kunitachi Konservatoriet i Japan og som jazzkomponist fra Manhattan School of Music i New York
- Har bl.a. dirigeret WDR Big Band, Metropole Orkest, NRK Kringkastingsorkesteret, Norrbotten Big Band og DR Symfoniorkestret
- Har skrevet musik til bl.a. Tokyo Filharmonikerne og DR Symfoniorkestret
- Leder sit eget bigband m_unit, som har udgivet tre albums for Universal Music
- Kunstnerisk leder af New York Jazzharmonics

DR BIG BAND & MIHO HAZAMA PÅ DRTV

Se Miho Hazama dirigere DR Big Band i en række koncertoptagelser fra DR Koncerthuset på DRTV.

SE KONCERTER