Skrevet af Christian Larsen

3 Minutter

Patrick Dorgan efter corona-nedlukning: "Nu må vi svinge koteletterne "

September 2021.

Når Patrick Dorgan 30. september spiller i Studie 2, bliver der ikke sparet på noget. Der er nemlig lagt op til den helt store fejring af, at vi igen må danse og skråle sammen. Den singleaktuelle soulsanger skruer op for både blæs og ballade, og så har han inviteret selveste Tivoli-Garden på besøg.

Det skulle egentlig være en overraskelse. En ekstra kanin op af hatten på en aften, der i forvejen bliver skruet helt op til det ekstravagante. Men nu løfter Patrick Dorgan sløret for den store finale til koncerten 30. september i Studie 2 - han har nemlig inviteret Tivoli-Garden.

"Det er meget sjovt, at folk ved, hvad de går glip af, hvis de ikke kommer med", siger han med et drilsk smil i øjnene.

Det er ikke første gang, Patrick Dorgan optræder med Tivoli-Garden. Han var nemlig gæst i Tivolis Koncertsal, da de kunne fejre 177 års jubilæum i august. Og nu gengælder han så tjenesten ved at invitere dem med til hans koncert.

Mød artisten

"Det er ikke bare det at få lov at spille for et publikum. Det er det, at publikum nu har frie tøjler til at være et publikum, som de var før," lød det fra Patrick Dorgan, da han spillede i Koncertsalen post coronanedlukningen.

Noget at gå glip af

Og der er i dén grad lagt op til noget at gå glip af. Patrick Dorgan skruer nemlig helt op for alle ventilerne og giver den “fuld galla”, når Studie 2’s træpaneler skal sættes i svingninger.

 - Jeg tror, jeg har brugt hele budgettet ‘and then some’, griner han og fortsætter: Jeg hiver blæsere med, og der er en ekstra guitarist. Den skal bare have fuld æde. Der bliver faktisk brugt lidt for meget. Lidt i overflod. Men sådan synes jeg også godt, det må være, når man er herude.

Patrick Dorgan havde sin TV-debut i DR Koncerthuset, da han optrådte til DRs 90 års jubilæum i 2015. Dengang storhittede han med singlen “Marylin” fra debutalbummet “Painkillers.”

Nu er han aktuel med den energiske og dansevenlige single “Old School,” der bør sende hofterne i rytmisk rotation hos de fleste.

Og det er tiltrængt efter 18 måneder med restriktioner og nedlukninger.  Ikke mindst for sangeren selv, der for et par år siden skiftede Københavns storbyliv ud med landlig idyl på Fyn med familien og 27 heste.

"Det er ikke bare det at få lov at spille for et publikum. Det er det, at publikum nu har frie tøjler til at være et publikum, som de var før," siger han, mens forventningens glæde stråler ud af øjnene på ham.

"Altså, det er stå-op-koncert! Nu må vi svinge koteletterne, vi må danse, og man må skråle med. Nu er det sgu rigtig koncert!"