0Din kurv er tom

Stemmer med historie – DR Koncertkoret 90 år

I denne sæson runder DR Koncertkoret 90 år som DR's symfoniske kor. Mød nogle af sangerne bag korets imponerende klang, og hør deres bud på hvad der gør DR Koncertkoret til noget særligt - også i internationalt perspektiv.

Et rigtigt symfoniorkester skal have et stort, symfonisk kor. Det vidste man allerede i 1925, da DR blev grundlagt. Og i 1932 kunne Statsradiofonien sende sin første store koncert med eget kor og orkester ud til radiolyttere i hele landet. I dag, 90 år senere, er DR Koncertkoret blandt verdens førende symfoniske kor med 74 professionelle sangere.

En af de sangere, som har mærket korets udvikling over flere årtier, er P2-værten Helge Baun Sørensen, som sang i Radiokoret fra 1972 til 1991.

”Da jeg begyndte i Radiokoret, som det hed dengang, kom sangerne med ret forskellig baggrund. Man blev primært optaget i koret i kraft af sin stemmepragt, mens nodefærdigheder var mindre vigtigt. Så der var behov for langt flere korprøver i gamle dage,” fortæller Helge Baun Sørensen. I dag har stort set alle sangere i DR Koncertkoret en konservatorieuddannelse og lever som professionelle sangere.

“Der skete virkelig noget med korets niveau i 1990’erne – samtidig med, at DR Symfoniorkestret også for alvor fik luft under vingerne. Det er ret enestående, at vi i dag har et kor på så højt niveau her i DR, og når jeg som radiovært sætter en indspilning på med DR Koncertkoret, tænker jeg hver gang, at det lyder bedre end de fleste udenlandske kor.“

Kristine Gether

2. alt i DR Koncertkoret siden 2016

”Jeg er uddannet på konservatoriet i Holland og har sunget i bl.a. Salzburg Festspillenes kor med Wiener Filharmonikerne. Men efter 13 år i udlandet fik jeg lyst til at vende hjem, og det er fantastisk at jeg nu kan leve af at synge samtidig med, at jeg kan grine på dansk med mine kolleger!

Vi har et fantastisk sammenhold i DR Koncertkoret, og vi er gode til at feste og have det sjovt sammen, selvom disciplinen i koret er tårnhøj – ikke mindst, når vi arbejder sammen med DR Symfoniorkestret. Jeg kan også godt lide, at vi synger i så mange forskellige sammenhænge som en del af DR. Det er både sjovt og udfordrende at få lov til at veksle mellem store symfoniske værker, a cappella-kormusik, juleshows på direkte tv og meget mere.”

Jakob Knudsen Pedersen

1. tenor i DR Koncertkoret siden 2015

”I gamle dage havde korsang måske ikke den højeste status blandt sangere. Men i dag er det i højere grad et bevidst valg for mange unge sangere, som mig selv, at specialisere sig i kormusik.

Der er et særligt forhold mellem korsangerne og musikerne i DR Symfoniorkestret. Vi har en indbyrdes forståelse som kolleger, og så deler vi jo kærligheden til de store værker for kor og orkester. Når vi opfører værker som Brahms’ eller Verdis Requiem er det en kæmpe oplevelse, som binder alle os medvirkende sammen.”

Om DR Koncertkoret

  • Debuterede i 1932 som ’Statsradiofoniens kor’
  • Består af 74 professionelle sangere
  • Har indspillet over 40 album for bl. a. Decca, Chandos og Dacapo Records
  • Mere end 50 koncertturnéer i Europa, USA og Australien
  • Talrige internationale priser og udmærkelser, bl.a. Gramophone Critic’s Choice (2020)

“The Danish National Concert Choir sound tremendous (…) taking one’s breath away” – Gramophone 2020

“DR Koncertkoret lod stemmerne stråle” – Morgenavisen Jyllands-Posten 2020

”Når DR Koncertkoret lagde deres slanke, præcise stemmer ud i rummet, løftede musikken sig” – Politiken 2020

Koncerter med DR Koncertkoret i sæson 2022-23

Luisi & Gurre-Lieder

Rakhmaninovs Vesper

Luisi & Brahms’ Requiem

Luisi & Nielsens 1.

Luisi & Nielsens 2.

De skønneste kor

Tilmeld dig nyheder

Gå ikke glip af gribende oplevelser, store grin, videnskabelige talks og storslåede koncerter