Judith Hill: I lære hos legenderne

Hun har delt scene med legender som Michael Jackson og Prince, sunget foran 100.000-vis af mennesker på kæmpe arenaer verden over. Hun har nydt udsigten fra den musikalske bjergtop, men det er stadig den intime scene i dalen, der trækker mest. Mød Judith Hill - en ikke helt almindelig sangerinde.

"At stå på scenen med Prince var en livsændrende musikalsk oplevelse," fortæller Judith Hill, som har indvilliget i at dele sin fascinerende fortælling med os i et telefoninterview.

Hun beskriver Prince som sin mentor og havde et nært venskab med den legendariske sanger helt frem til hans død.

"Jeg glemmer aldrig, at han sagde, at det at stå på scenen var ligesom en tenniskamp. Du slår til bolden, og nogle gange rammer du ikke. Men hvis du hænger dig i de slag, du ikke rammer, så rammer du heller ikke det næste. Det handler om at være til stede i øjeblikket, så du kan blive i kampen. Det glemmer jeg aldrig, for sådan er det virkelig at være på scenen. Du skal være nærværende i musikken, for det er der, energien opstår."

Hun husker især, da de to optrådte sammen til en række velgørende koncerter i Baltimore og Detroit.

"Det var nogle virkelig kraftfulde øjeblikke. Det må være toppen af bjerget," siger hun.

Magiske Michael Jackson inspirerede til at tænke stort

Det var ikke kun Prince, der kunne se Judith Hills kvaliteter. Hun har sunget kor for navne som Robbie Williams, Anastasia, Rod Steward, Barry Manilow og mange flere. I 2009 sang hun duet med Michael Jackson på hans sidste tour, This Is It.

"Det var ubeskriveligt at se ham skabe magi på scenen. Det hele startede med en stor drøm, og så realiserede han det visuelt med historier og alle de elementer, han brugte. Det var virkelig inspirerende, for det lærte mig at turde drømme større selv," mindes hun.

"Jeg kom bare ind som en sanger, en musiker. Men at se det evige arbejde, kunstnere gør, altså ikke bare at synge eller spille musik, men at bruge det som redskab til at ændre verden på en stor skala – det lærte jeg af at arbejde med Michael (Jackson, red.)."

Små steder er mere funky

Fra de helt store scener på toppen af bjerget til de små, intime koncertsteder i dalen. Judith Hill har betrådt dem alle sammen.

"Jeg kan virkelig godt lide de store koncerthuse. Nogle sange lyder bare bedre i kæmpe skala. Et stadion har så meget kraft i sig," fortæller hun og fortsætter:

"Men de små klubber føles bare mere funky. Du kan ikke undslippe musikken. Den er lige i fjæset på dig. Musikken lyder højere, og jeg kan rigtig godt lide at kunne se folks ansigter. Begge dele er fantastiske, men jeg tror faktisk, jeg foretrækker de små steder. De er mere intime."

Med gospel i modermælken

Som barn i Hollywood voksede Judith Hill sig ind i en tilværelse, hvor musikken fyldte det hele. Hendes forældre mødtes i et funk-band i 1970’erne. Han spillede bas, hun klaver. Så det var ret naturligt, at Judith Hill også fandt sig til rette med takter og toner.

"Den lokale kirke havde et gospelkor, og jeg plejede at komme til deres korprøver, hvor jeg lærte om soul og gospel med navne som Aretha Franklin og The Clark Sisters," husker hun.

Hun tog en uddannelse i klassisk komposition, rejste til Frankrig, men vendte tilbage til Hollywood for at arbejde på sin egen musik og samtidig slå sig op som korsanger.

"Jeg har været priviligeret og arbejdet med nogle utrolige mennesker. Og hver eneste af dem har givet mig noget, jeg kunne bruge."